Mortens blog

Så kom den. Bogen, jeg for snart længe siden oversatte, nemlig Carl Seeligs Vandringer med Robert Walser. D. 12. december udkommer bogen på Forlaget Arena. Læs mere her

af Enhedslisten Bornholms bestyrelse

Nyheden om, at 100 fuldtidslandbrug forsvinder i løbet af nogle få år, sådan som DR Bornholm kunne fortælle mandag, er udtryk for en syg strukturudvikling i et truet erhverv. Udviklingen med færre brug, med en mere og mere industrialiseret og miljøbelastende produktion er ikke bæredygtig. Hverken miljømæssigt eller økonomisk.

Liberaliseringen af landbrugsloven åbner op for ejerformer, hvor der ikke er bopælspligt, ikke er begrænsning på størrelsen på bedriften, og hvor udenlandske kapitalfonde kan overtage produktionen.

Den enorme gæld (360 mia. kr. på landsplan) gør, at mange landmænd er på randen af konkurs. I årevis har landmændene måttet finansiere deres driftsunderskud og forbrug ved at belåne stigningen i jordpriserne. Umiddelbart før den finansielle krise satte ind, blev der handlet jord i Danmark til priser helt oppe omkring 350.000 kroner pr. hektar. En sådan hektarpris havde ingen landmand skyggen af chance for at forrente, den kunne kun bruges som pseudosikkerhed for at låne endnu flere penge. Filosofien hed stort er godt. Godt var det ikke, men braget, når de falder, bliver utvivlsomt stort. Bankerne er ikke uden skyld. Ivrigt har de opfordret til udvidelser og investeringer, og når man fortsat holder hånden over landbruget, skyldes det i høj grad frygt for, at bankerne også går konkurs.

Men vi må spørge os selv, er det det, vi ønsker? At landmændene fortsat skal jage en merprofit ud fra forestillingen om, at driftsunderskuddet blot skyldes bedriftens ”begrænsede” kapacitet? At brugene skal opkøbes af store selskaber, der trimmer produktionen, så miljøet presses til det yderste, og arbejdspladser rationaliseres bort?

I Enhedslisten tror vi på en anden vej. En mere ekstensiv økologisk produktion med færre husdyr og mindre miljøbelastning. I takt med, at landbrug går konkurs, eller ikke kan lave generationsskifte på grund af den enorme investering, der skal til, kunne en statslig jordbrugerfond overtage bedriften og lave forpagtningsaftale med den tidligere ejer. Eller man kan lave jordrentebrug, hvor der stadig er selveje, men hvor jorden forpagtes af staten, så den holdes spekulationsfri.

Det vil kunne sikre en mindre miljøbelastende og økologisk produktion, som til gengæld har flere arbejdspladser. Det viser al erfaring. Det ville sikre, at et trængt erhverv vil kunne vinde sin selvbestemmelse tilbage i stedet for at være i lommen på støtteordninger og kreditforeninger.

Ikke siden Megafons måling fra d. 6. januar har en meningsmåling givet de borgerlige partier flertal. Og det skyldes ikke, at der ikke har været mange; mere end 60 i løbet af de seneste 8 måneder.

Meget tyder altså på, at et såkaldt rødt flertal er uomgængeligt. Men hvis flertallet er afhængigt af de Radikale, bliver forringelserne af efterlønnen ikke taget af bordet.

Det bør få dig, der almindeligvis stemmer på Dansk Folkeparti til at spørge dig selv: Vil jeg have efterløn eller ej?

Skulle du ende med et ja til dette spørgsmål, bør du trods andre meningsforskelle stemme på venstrefløjen og i særdeleshed Enhedslisten. Vi er nemlig den eneste sikre garant for efterlønnen.

Vi skaber arbejdspladserne
Beskæftigelsen er vores største udfordring på Bornholm. Regeringens filosofi har været den, at behandler man bare de arbejdsløse tilstrækkeligt dårligt, skal de nok finde et arbejde. Arbejdsløshed er imidlertid ikke noget, nogen bevidst stræber efter. Vi er overbeviste om, at alle mennesker ønsker at yde efter evne. Opgaven består i at flette et arbejdsmarked sammen, der kan møde folks kompetencer og stoppe den aktiveringspolitik, der nedværdiger mennesker, presser løn- og ansættelsesforhold, i realiteten fjerner reelle jobs og erstatter dem med tilskudsjobs.
Forringelserne på dagpengeområdet skal rulles tilbage og efterlønnen skal bevares. Vi har allerede stor arbejdsløshed, og afskaffelsen af efterlønnen, fjernelsen af mulighederne for efteruddannelse og forarmelsen ved tab af dagpenge er alt sammen blot mekanismer til at trykke lønnen - og den skal ikke ned, ligesom arbejdstiden heller ikke skal op!

Vi arbejder for omstilling
En anden stor udfordring, som Bornholm og resten af verden står overfor, hedder: CO2-reduktion. I Danmark udleder vi årligt 12 tons CO2 pr. indbygger, og vi skal ned under 1 ton inden 2050. Men det er som om, vi endnu ikke helt har fattet alvoren. Vi står overfor en total omvæltning af vores samfund og tror stadig, at alt bliver som før.
Lad os begynde fra en ende, så vi kan overskue udfordringerne. Lad os begynde med at energirenovere den offentlige bygningsmasse. Det skaffer såvel folk i arbejde samtidigt med, at vi reducerer CO2-udledningen.
Vi skal dog også skifte de fossile brændstoffer ud. Vores energi skal produceres ved ikke-fossile, ikke-nukleare, men vedvarende processer; vind, sol, bølgekraft og geotermi.
Vores transportbehov skal reduceres drastisk, gods skal i højere grad transporteres til vands frem for til lands, den kollektive transport skal være markant billigere, elbiler skal fritages for afgifter, og vi er nødt til at fremme delebilsordninger.
Det landbrug vi har for øjeblikket, skal erstattes af et andet, der ikke udleder giftstoffer, som ikke producerer de samme mængder kød og ikke bruger medicin som vækstfremmere, der ikke er dybt afhængig af en fossildreven maskinpark, men som beskæftiger mange mennesker og producerer sunde, økologiske fødevarer.

Vores alle sammens bank
Landbruget har det økonomisk svært. Det skyldes i høj grad alt for høje jordpriser. Som samfund har vi holdt hånden over dem ved at hjælpe dem økonomisk, men det har blot fastholdt jordprisernes himmelhøje niveau. Vores hjælpende hånd skyldes dog nærmere frygt for yderligere bankkrak. Som med landbruget har vi i forhold til bankerne også holdt hånden over virksomheder, der grundlæggende er syge. Lad os benytte lejligheden med de mange bankkrak til at etablere en almennyttig bank, hvor almindelige lønmodtagere kan have deres lønkonti og låne penge, uden frygt for at de skal forsvinde som dug for solen.

En flygtningepolitik vi kan være bekendt
Anstændigheden skal tilbage i dansk udlændingepolitik. Vi skal igen tage ansvar for mennesker på flugt fra krig og forfølgelse, og øge antallet af modtagne kvoteflygtninge. Samtidigt skal borgere i Danmark have ret til at leve med den, de elsker, uanset om ægtefællen stammer fra USA, Thailand, Syrien eller er pæredansk, og uanset om vedkommende er professor eller pædagog. Det burde være en selvfølgelighed, men det er det ikke længere.

Hvor har vi pengene?
Enhedslisten vil aflyse skattelettelserne for dem, der tjener mere end en halv million kr. om året. Vi vil stramme op over for de multinationale selskaber, som ikke betaler skat i Danmark. Vi vil indføre en afgift på aktiespekulation og beskatte Nordsøolien, så vi alle får del i fortjenesten af vores fælles ejendom. Vi vil beskatte kapitalindkomst som arbejdsindkomst og sikre, at udenlandsk arbejdskraft aflønnes efter gældende overenskomst, hvilket i sig selv vil øge skatteindtægterne med omkring 10 milliarder kr. årligt.

X ved Ø

Formand for Venstres Ungdom, Jakob Engel-Schmidt er ude med riven, fordi Enhedslisten på sit årsmøde i weekenden blev enige om at støtte tøjfirmaet Fighters+Lovers med 10.000 kr. Pengene er et beskedent bidrag til den regning for sagsomkostninger på næsten en million, som Fighters+Lovers har fået efter at have båret en principiel sag gennem samtlige af landets tre retsinstanser.

Jakob Engel-Schmidt udtaler således i Politiken (23/5/11, læs her), at ”Enhedslisten ikke har respekt for retssystemet”, at ”det at give penge til denne organisation er en legitimering af det, de har gjort” og ”at Fighters+Lovers har givet penge til mennesker og soldater, der slår andre mennesker ihjel.”

Men det er alt sammen helt forkert. Det er ikke at udvise disrespekt for domstolene, at hjælpe dømte med at betale for sagsomkostninger. Det ville være disrespekt ikke at betale regningen. Enhedslisten har ikke magt til at underkende nogen domstols afgørelse, men det er rigtigt, at vi er mange i partiet, der ikke mener, at kendelsen er korrekt. For det som Fighters+Lovers agtede, men aldrig fik mulighed for at støtte, var frihedsbevægelser på linje med den danske modstandsbevægelse under krigen, og støtten var konkret en støtte til PFLP og FARC’s ytringsfrihed, nemlig til henholdsvist et plakatværksted og en radiostation.

Det er ikke for at forklejne Venstre Ungdoms viden udi støtte til terror, at jeg skriver dette. Jeg mindes da, at tidligere VU-formand Lars Løkke Rasmussen i 1988 egenhændigt tog til Afghanistan for at overrække 600.000 kr. til mudjaheddin-bevægelsen (læs: Taliban).

Fighters+Lovers havde til hensigt med civile midler at støtte en legitim frihedskamp for demokrati, mens Løkke og Venstres Ungdom reelt og med militære midler støttede forløberne til Taliban i en nok legitim, men reaktionær frihedskamp.

De seneste dages forhandlinger om regeringen 2020-plan har vist, at kun et rødt flertal giver mulighed for reelle forbedringer af almindelige menneskers levevilkår. Selvom de radikale fortsat peger på Helle Thorning-Schmidt som statsminister, så vil en situation efter et valg, hvor S og SF er afhængige af de radikales stemmer få endda meget svært ved at rette op på fallitboet efter VKO. Kun med et rødt flertal og Enhedslistens stemmer kan den 2-årige dagpengeperiode forlænges, kun med Enhedslistens stemmer kan efterlønnen sikres, kun med Enhedslistens stemmer vil der kunne laves væsentlig om på den fejlslåede aktiveringsindsats, hvor aktiverede arbejder uden at få løn, uden at de er sikret helt almindelige rettigheder og uden at de tjener timer til en ny dagpengeret. I Enhedslisten synes vi ikke, det er urimeligt at kræve løn for udført arbejde og at kræve en overenskomst. Hvor er vi ellers henne.

Men det er ikke det samme som, at alt bliver bedre blot fordi, der er rødt flertal. Det er ikke desto mindre den første forudsætning for forbedringer. Socialdemokraterne vil kun nødigt basere en regering udelukkende på Enhedslistens opbakning, men skulle valgresultatet falde ud, så de radikale bliver tungen på vægtskålen, er der derimod ingen garanti for hvad, den brede befolkning kommer til at lægge ryg til.

Det er helt uacceptabelt, at Bornholmerfærgen bruger polsk mandskab på sommersejladsen mellem Ystad og Rønne.

Ikke alene er det løndumping af værste skuffe, når de polske sømænd betales en løn, der hverken lever op til dansk eller for den sags skyld svensk overenskomst. Det er også sikkerhedsmæssigt helt vanvittigt, at man vil udsætte færgepassagerne for den fare, der vil kunne opstå i en nødsituation, hvor ingen blandt besætningen er i stand til at svare på spørgsmål eller vejlede passagerne. Bornholmerfærgens rationale er helt galt afmarcheret.

Det vil være i strid med den aftale, der i 2010 er indgået mellem Søfartsstyrelsen og rederiet, og desuden kan det undre, at man ikke lader til at have lært af situationen fra sidste år, hvor Søfartsstyrelsen endte med at kræve, at 8 af besætningsmedlemmerne skulle kunne tale og forstå et skandinavisk sprog. Det er ikke et tilstrækkeligt sikkerhedsmæssigt krav til en færge med en kapacitet på 1.397 passagerer, 260 biler og 50 lastbiler, men det er da mærkeligt, at rederiet starter helt forfra.

At den polsk-ejede færge Skania så også sejler under Bahamas-flag, beviser jo blot, at vi med Bornholmerfærgen har gøre med et firma, som dybest set kun har et for øje: hurtige penge. Man har jo for nylig fyret 60-70 medarbejdere, så det er jo ikke fordi, der mangler kvalificeret arbejdskraft, og mon ikke dette også er en misligholdelse af hovedkontrakten fra 2004 mellem Trafikstyrelsen og Bornholmstrafikken.

Der er således et væld af fejldispositioner og mulige krænkelser af kontrakter, aftaler og bekendtgørelser, som Enhedslisten Bornholm har bedt trafikordfører Per Clausen tage op i Folketinget.

Vi er ved at blive et rigtigt skævt samfund.
Det samfund, vi har kæmpet for i generationer, er ved at blive smadret.
Det fællesskab, der har opbygget det, er ved at blive splittet.
Vi sættes op mod hinanden.
Vi opfordres til at tænke på os selv.
Vi oplæres til egoisme.
Vi dyrker det private.
Vi præmieres for at være egennyttige.

Jeg arbejder i en a-kasse og møder her mange mennesker, og selvfølgelig mange arbejdsløse mennesker. Og det er et stort problem på og for Bornholm, måske vores største: den høje arbejdsløshed, det skrøbelige arbejdsmarked og den tilbagestående ledelse, man udsættes for.

Jeg hører om rigtig mange jobs, der bliver besat ved aktiveret personale. Arbejdsløse, der arbejder, men bare ikke får den løn, der tilkommer dem. Som end ikke tjener timer til en ny dagpengeret, men som bruger af den. Jeg gad godt vide hvor stor en del, de aktiverede udgør indenfor f.eks. pedelerne. Mere end halvdelen, vil jeg tro.

Jeg hører om rengøringsassistenter, der knokler en vis legemsdel ud af bukserne, på et tidspunkt af dagen, hvor resten af befolkningen stadig er i drømmeland - gå til latterlig hyre, løbe tør for supplerende dagpenge, for hvem kan ærligt talt holde til at gøre rent 37 timer om ugen, et helt arbejdsliv?

Jeg hører om nedslidte folk, der ikke kan få anerkendt slidgigt som en erhvervssygdom og som i det hele taget må vente længe på behandlingen af deres arbejdsskadesager.

Jeg kender masser af mennesker, der får brug for efterløn.

Jeg kender også folk, som med meget stor sandsynlighed vil løbe tør for dagpenge til næste sommer, som bor i eget hus og hvis ægtefælle har arbejde, hvorfor de næppe kan få kontanthjælp: De kommer til at gå fra hus og hjem, når den 2-årige dagpengeperiode udløber for dem.

Jeg møder en del unge mænd, der ikke kan få noget arbejde, og som derfor anser en udsendelse til f.eks. Afghanistan som en stor personlig oplevelse. Tænk sig at vi på den måde smider vores guld på gaden - og til hvad nytte?! Ikke for at glæde den hjemlige eller for den sags skyld den afghanske arbejderklasse i hvert fald.

Vi er faktisk ved at tabe ungdommen på gulvet. En hel generation.
De får tudet ørerne fulde om, at de skal løfte et stor læs, og kan se frem til et arbejdsliv, der tidligst kan slutte som 71-årig, hvis regeringen lykkes med at afskaffe efterlønnen.
De kan ikke få nogen praktikplads eller komme ind på den uddannelse, de gerne vil. I skolen bliver de målt og vejet, og sikkert som regel fundet for lette; de lærer, at de skal konkurrere med hinanden, og at deres individuelle evner er afgørende for hvor godt, de klarer sig.
De lærer mindre om fællesskab, de får ingenting at vide om arbejdsmarkedet og arbejderbevægelsens historie.
De vil komme til at se oliereservernes ophør i øjnene.
De kommer formentligt til at være vidne til en del flere oliekrige, end dem vi andre allerede har været bisiddere til.
De kommer til at være midt i al tumult, når CO2-balancen for alvor tipper.
De skal kæmpe os gennem den største økonomiske kæberasler siden børskrakket i 1929...
Og til dem siger regeringen, lønningerne herhjemme er for høje, velfærden er for god og goderne for lige fordelt. Der skal være mere konkurrence, og dem der falder, var det ikke meningen skulle blive stående.

Pres på lønudviklingen er et gennemgående moment ved alle regeringens beskæftigelsesudspil. Men vi ved jo godt, at regeringen ikke mener, at alle skal have mindre - nej nogle få skal have mere, og det er de samme få, som i forvejen har mere end alle os andre til sammen. De skal have skattelettelser, også selvom det har vist sig, at det ikke sætter gang i nogen nævneværdig hjemlig produktion. Men de skal have skattelettelser ene og alene af den årsag, at skattegrundlaget for den offentlige velfærd dermed forsvinder.
Bliver den offentlige velfærd for ringe,
- får vi gennemført for mange besparelser på børnepsykiatrien
- lukket for mange skoler og plejehjem,
- bliver ventelisterne på de offentlige sygehuse for lange, så vil dem der har råd vælge privat.

Solidariteten ryger også ud med badevandet, så valgene bliver ensomme. Hvis man kan sælge en andelslejlighed, man selv har købt for 100.000 til en 1.000.000, tror jeg de færreste vil spekulere over hvad, det er for et boligmarked, vi skaber.

Siger man nej til en arbejdsgiverbetalt forsinkring, der løfter én selv og ens kone og børn ud af ventelisterne til sygehuset, også selvom man godt ved, hvad det betyder for dem, der ikke er forsikrede?
Det er ikke frie valg, som regeringen kalder det, det er ensomme valg. Det er valg, som burde tages i vores politiske system, fordi vi hver især ikke er i stand til at tage den beslutning, der på lang sigt gavner os.

Men regeringen synes jo også, der er andre, der skal have mere. Mærsk fik ligefrem penge for at flytte arbejdspladser ud af landet i forbindelse med den nærtforestående lukning af Lindø. Ja, og så selvfølgelig de gode venner i landbruget. De modtager årligt omkring 10 milliarder kr. i støtte fra EU, og i samme uge som sidste års store velfærdsslagtning – det regeringen (sikkert på opfordring fra EU) kaldte genopretningspakken, gav fødevareminister Henrik Høegh dem søreme en skattelettelse. De slap for at betale sammenlagt 1,2 milliarder kr. om året i jordskat - i samme uge! De er ikke kede af det.

Og det behøver vi heller ikke være. Vi kan nemlig glæde os over, at det her med stor sandsynlighed og især hvis, vi alle lægge kræfterne i, bliver den sidste 1. maj under VKO. Se det er sgu’ da glædeligt!

Der er fortsat en masse at kæmpe for.
Der er en masse at rette op på efter VKO, og der er masser af uopdyrket land. Og hvis vi står samme, alle os her og alle jeres venner og familie og ikke mindst jeres arbejdskolleger, så er vi ikke til at komme uden om, og ved I hvorfor, fordi vi er de mange. Jeg havde fornøjelse af at være i Odense d. 2. februar i år, hvor fagbevægelsen lykkedes at samle næsten 6.000 mennesker til forsvar for efterlønnen. Følelsen af at være så mange er følelsen af at være stærk, ikke alene, mit lille, ensomme ego, nej stærk sammen med andre, som var vi en mur, der ikke kunne væltes.

Jeg tror på, at folk har fået nok, de mange har fået nok, fået nok af VKO, og jeg synes, de har fortjent bedre. Vi skal ha’ en ny regering! Og den skal være ny af såvel navn som gavn. For vi skal ha’ en ny politik!

En ny politik, der stopper privatiseringen af den offentlige sektor.
Som sætter omsorg, læring, helbred, miljø, fællesskab over profithensyn.
Som ikke må deltage i røvertogter udenlands for at få den hjemlige økonomi til at hænge sammen.
Som ikke kvæler det kommunale selvstyre og sende besparelser videre, udi i kommunerne.
En ny politik, der ikke baserer sig på mistillid til andre mennesker, om de kommer fra andre lande eller er arbejdsløse.
Som ikke lader børn sidde 10 år i Sandholmlejren.
Som er anstændig og har respekt for mennesker.
Som ikke reducerer mennesker til en nummer i den bureaukratiske kø.
En ny politik, der tør tage ligheden alvorlig.
Der tør tage skeen i den anden hånd og få vendt skuden.
Der godt kan se, at de store firmaers solidaritet med resten af os andre, det være sig indenlandske eller mulitnationale firmaer, kan ligge på et meget lille sted.
En politik, der omfordeler, og som gør det, selvom EU siger, vi ikke må.
En politik, der tager hensyn til de mange og ikke servicerer nogle ganske få.
En politik, der sikrer os vores tilkæmpede forhold og rettigheder på arbejdsmarkedet og fortsat forbedrer dem.
Som kommer i gang med den store udfordring, det er at omstille til vedvarende energikilder. Og de må for min skyld gerne starte ud for Arnager.
En politik, der tager hånd om det landbrug, vi har. De er på støtten og sprøjten og den eneste grund til, at de ikke for længst er blevet lukket, er, at så går bankerne også konkurs. Vi vil have en landbrug med arbejdspladser i, vi vil have et landbrug, der ikke forpester vores natur og grundvand, som ikke piner dyrene, ikke eksperimenterer med vores sundhed og sikkerhed og først og fremmest producerer sunde fødevarer.
Vi har brug for en politik, hvor fællesskabet giver mening, og egoisten er en idiot.

Vi har brug for en ny politik - god 1. maj!

Den libyske hær skulle angiveligt have brugt klyngebomber i byen Misrata. Den amerikanske udenrigsminister, Hillary Clinton har i den forbindelse udtalt, at: „der er intet, der overrasker mig, i forhold til, hvad Oberst Gaddafi kan finde på at gøre mod sin egen befolkning. Det er en bekymrende melding.“ Længere kan man næsten ikke drive hykleriet!

I december 2008 blev den såkaldte Oslo-aftale indgået om netop afskaffelsen af klyngebomber, og selvom mange lande underskrev denne, så glimrede netop USA ved sit fravær (Danmark tiltrådte noget nølende). Men NATO og militærorganisationens allierede har også selv i tidligere krige brugt klyngebomber med rund hånd. I krigen i det tidligere Jugoslavien (1999) blev der ifølge officielle tal kastet 1392 klyngebomber over 333 mål. De indeholdt omkring 290.000 sprænggranater, der hver sprænger i ca. 2.000 splinter og udretter særdeles modbydelige skader. Alene i de første måneder af krigen i Afghanistan kastede USA mindst 1210 klyngebomber med 250.000 sprænggranater. For Irak-krigen findes der ingen tal, men flere tusinde sprængladninger ligger stadig rundt omkring til fare for tilfældige forbipasserende. I krigen mod Libanon (2006) kastede Israel kolossale mængder klyngebomber, og omkring en million ikke-detonerede sprængladninger ligger nu til fare for befolkningen i det sydlige af Libanon. Alene i det første halve år efter krigens afslutning, blev 162 mennesker såret og 26 dræbt på grund af disse sprængladninger.

En talsmand for den libyske regering dementerede i weekenden udmeldelingen om brug af klyngebomber. Hans land bruger af moralske og retslige grunde ikke dette våben. Selvom de fleste udtalelser om brugen af disse våben er meget vage, så har repræsentanter fra den amerikanske organisation Human Rights Watch ikke desto mindre fundet granatdele fra klyngebomber. Disse stammer utvivlsomt fra en klyngebombe af type MAT-120, som det spanske firma Instalaza fabrikerer. Spanien har underskrevet Oslo-aftalen og angiveligt destrueret alle våben i 2009. Går man ind på Instalazas hjemmeside (www.instalaza.es/), vil man dog med egne øjne kunne bekræfte, at firmaet stadig producerer og forhandler netop MAT-120.

Af Tariq Ali, The Guardian, d. 29. marts, 2011

Kynismen i det FN-sanktionerede forsøg på fordrive Libyens diktator, Muammar Gaddafi er tydelig, når en bombeaktion mod Tripoli gennemføres samtidigt med, at andre despoter i den Arabiske Verden fortsat nyder Vestens opbakning.

USA’s og NATO’s FN-sanktionerede intervention i Libyen er del af en orkestreret reaktion, der skal udtrykke støtte til modstanden mod én specifik diktator, forsøge at standse de arabiske oprør ved at hævde vestlig kontrol, sætte en stopper for deres fremdrift og spontanitet og forsøge at reetablere tingene, som de var før.

Det er en absurditet at tro, at årsagen til bombningen af Tripoli eller nedskydningen udenfor Benghazi skulle ligge i et håb om at beskytte de civile. Dette argument er fabrikeret for at vinde opbakning i de Euro-Amerikanske befolkningerne og dele af den Arabiske Verden. ”Se på os”, siger Obama/Clinton og statholderne fra EU, ”vi udfører noget godt. Vi er på folkets side.” Kynismen er imponerende. Det forventes, at vi skal tro på de ledere, der påstår at forsvare det libyske folk, men som samtidig står med blod på hænderne fra konfrontationerne i Afghanistan, Pakistan og Irak. De sølle britiske og franske medier sluger alt råt, men, at hæderlige, fritænkerende mennesker falder for dette, er dybt deprimerende. Offentligheden bevæges let af billederne på skærmen, men den brutalitet, hvormed Gaddafi sendte sit flyvevåben ud for at bombe befolkningen, var blot det nødvendige påskud, Washington havde brug for til at legitimere bombningen af endnu en arabisk hovedstad. Samtidigt lagde Obamas allierede i den arabiske verden virkeligt alle kræfter i for at fremme den demokratiske sag!

I Bahrain, hvor befolkningen tyranniseres, og arrestationerne har nået voldsomme højder, gik Saudierne således ind på regeringsmagtens side. Dette får godt nok ikke megen plads på al-Jazeera – man kan undrer sig hvorfor? Det lader til, at stationen på en eller anden måde er blevet lagt i tøjler og kun udtaler sig i overensstemmelse med interesserne for stationens investorer.

Alt dette sker med aktiv støtte fra USA. Despoten i Yemen, der foragtes af et flertal af befolkningen, fortsætter med at dræbe sine undersåtter dag for dag. Her iværksættes ingen våben-embargo eller flyveforbudszone. Libyen er blot endnu et eksempel på selvtægt – fra USA’s side og dets kamphunde i Vesten.

Man kan stole på franskmændene. Sarkozy var desperat for at gøre noget. Ude af stand til at redde sin ven Ben Ali i Tunesien, besluttede han sig for at hjælpe med at skaffe Gaddafi af vejen. Briterne er altid imødekommende i disse situationer. Efter at have støttet det libyske regime i to årtier, vi de sikrer sig at være på den rigtige side, når rovet skal gøres op. Hvad mon de får?

Der er ikke noget klart mål med operationen, sådan siger alle dele af USA’s militærpolitiske elite. Obama og hans europæiske statholdere taler om et regimeskifte. Generalerne modsætter sig og siger, det ikke er en del af deres planer. USA’s udenrigsministerium har travlt med at forberede en ny regering bestående af engelsk-talende libyske kollaboratører. Vi vil nu aldrig vide, hvor længe Gaddafis smuldrende og svækkede hær ville have holdt sammen overfor en fattet opposition. Grunden til, at han mistede støtten blandt de væbnede styrker, bestod netop i, at han beordrede dem til at skyde deres egne. Nu taler han om imperialisternes ønske om at vælte ham og frarøve landet dets olie, og selv de mange, der hader ham, kan se, det er rigtigt. En ny Karzai er under opsejling.

Grænserne for det beskidte protektorat, som Vesten er i færd med at skabe, bliver optegnet på regeringskontorerne i Washington. Selv de libyere, der ud af desperation støtter NATO’s bombefly, vil som deres irakiske ligemænd sandsynligvis fortryde dette valg.

På et tidspunkt vil alt dette sandsynligvis resultere i en tredje fase: en tiltagende national vrede, der vil brede sig til Saudi-Arabien og her, det skal man ikke nære nogen illusioner, vil Washington tage alle nødvendige forholdsregler i brug for at sikre den kongelige saudiske familie magten. Taber de Saudi-Arabien, taber de Golf-staterne. Til trods for det postulerede forsvar for borgernes rettigheder var angrebet på Libyen – godt hjulpet på vej af Gaddafis mangefacetterede imbeciliteter – faktisk et forsøg på at fravriste folket initiativet. Hverken befolkningerne i Bahrain, Egypten, Tunesien, Saudi-Arabien eller Yemen lader sig overbevise om andet og selv i Euro-Amerika er der flere modstandere end tilhængere af dette seneste krigseventyr. Kampen er ingenlunde over.

Obama taler om den nådesløse Gaddafi, men Vestens egen nåde drypper ikke som blid regn fra himlen og ned folkene på jorden. Den velsigner kun den magt, der dispenserer, den mægtigste blandt de mægtigste.

Oversat af Morten Riis og bragt med tilladelse af forfatteren

Solidaritet. Marts 2011, nr. 2 - Indhold

af Anne Alexander, journalist og forfatter (oversat af Morten Riis)

Den egyptiske revolution startede på arbejdspladserne, og det var 300.000 cementarbejdere, postbude og tekstilarbejdere i strejke, der satte dødsstødet ind mod Mubarak, fortæller Anne Alexander fra Egypten.

Nogle ganske få uger efter revolutionen i Egypten har antallet af etiketter, der florerer om den, allerede nået svimlende højder. I de vestlige medier udstilles den som en blomsterrevolution, et hjertevarmt eksempel på en bevægelse uden ledelse, båret frem af folket. For et stort antal afsporede neokonservative i USA bekræfter Hosni Mubaraks fald dem i, at George W. Bush var på rette spor, da han forsøgte at udbrede "demokratiet" i Mellemøsten med militære midler. Militæranalytikerne på Stratfor1 og en stor del af BBC's ældre journalister synes at betragte det skete som et klassisk militærkup. Andre igen udråber den egyptiske revolution som en internet-drevet opstand eller en truende islamisk sammensværgelse.
Denne artikel indtager et helt andet perspektiv. Jeg vil argumentere for, at den egyptiske revolution har vist, at den samfundsforandrende og befriende kraft ligger hos den organiserede arbejderklasse, der har ageret med en styrke ukendt i den arabiske verden de sidste 50 år.
De strejker, der bredte sig som en steppebrand over hele Egypten i løbet af de sidste dage af Mubaraks regime, gjorde pludselig arbejdernes magt synlig. Men det var ikke desto mindre store og langvarige globale og lokale økonomiske forandringer, der splittede det egyptiske samfund og dermed skabte grundlaget for revolutionen. I særdeleshed var den sprængfarlige cocktail af neoliberale reformer, der blev introduceret af Hosni Mubaraks søn Gamal og dennes lige, og efterdønningerne af den økonomiske krise udslagsgivende for, at arbejderne materielt og ideologisk brød med regimet.
Men den første fase af revolutionen, de 18 dage med kraftige mobiliseringer, der vækker mindelser om revolutionen i 1848 eller hændelserne i Rusland i februar 1917, var også resultatet af Egyptens "tradition for demonstrationer" - et helt årti af kampe mellem staten og folk i gaderne. Måske er nogle vestlige journalister, sammen med Barack Obamas rådgivere blevet overrasket over den pludselige opstandelse, over folks vrede over denne "stabile" allierede. Enhver, der har fulgt med i de periodiske protester, der har fundet sted siden 2000 (i forhold til Palæstina, mod Irak-krigen, for demokrati og forfatningsmæssige reformer, for bedre lønninger, organisationsret og mod politiets brug af tortur), ville dog ikke være blevet forundret.
En analyse af selve opstandens dynamik vil alligevel nok vise, at revolutionen den 25. januar var mere end blot en ophobning af forskellige politiske og økonomisk krav. Det var mere specifikt omfanget af mobiliseringen nedefra og det pres, dette lagde på staten, der transformerede og styrkede relationen mellem de økonomiske og politiske kampe. Det var mobiliseringen af arbejdernes sociale magt mod staten og i særdeleshed den bølge af strejker, der brød ud d. 8. februar, der endeligt knækkede regimet. Det forhold, at folk stadig var på gaden, da Mubarak blev fjernet fra magten, åbner muligheden for yderligere at udvide den revolutionære proces, hvilket allerede kunne ses i den eksplosion af strejker, der fandt sted i ugen efter diktatorens fald.

Arbejdere uden kontrakt

De unge officerer, der overtog magten og styrtede monarkiet i 1952, påbegyndte udviklingen af Egypten i statskapitalistisk retning. Under Gamal Abdel Nassers lederskab brugte de statens resurser til at opstarte sværindustri, for at finansiere opførslen af stordæmningen i Aswan overtog de kontrollen med Suez-kanalen, og de opbyggede en industri til forsyningen af det egyptiske marked.
Denne økonomiske strategi var forbundet med oprettelsen af politiske institutioner, der skulle knytte arbejdere og bønder tættere til staten. Arbejderne blev tilbudt en social kontrakt, hvor de til gengæld for at give afkald på deres politiske uafhængighed, erhvervede sig fordele, såsom boligtilskud, uddannelse og andre velfærdsgoder, ligesom de også havde en relativ stor sikkerhed i deres ansættelser. Især i Nassers sidste periode idealiserede han i sin retorik arbejderne for deres bidrag til landets udvikling. Men det, Nassers stat havde gjort, var at smadre arbejdernes uafhængige organisationer og i stedet opbygget en officiel fagbevægelse, der var tro overfor regeringen.
Forholdene, der gjorde det muligt for Nasser og hans kolleger at forfølge denne særlige strategi for økonomisk udvikling, begyndte at forandre sig fra slutningen af 1960'erne, da de herskende globale klasser begyndte at lede efter alternativer til den statsdrevne udvikling. Efter Nassers død i 1970, brød hans efterfølger Anwar Sadat med Sovjetunionen, og inden udgangen af årtiet havde han tilmed indgået en ny partnerskabsaftale med USA. For at landet kunne modtage lån fra forskellige internationale finansielle institutioner, iværksatte han en politik for "økonomisk åbning", den såkaldte infitah.
Denne proces fortsatte og tog til i løbet af Mubaraks sidste år. Det skete gennem et program for strukturelle tilpasninger, der blev iværksat i kølvandet på Golfkrigen i 1991. Andelen af arbejdere ansat i den offentlige sektor faldt fra 40 % i 1981-82 til 32 % i 2004-05. Disse tal skjuler dog en mere dramatisk historie om voksende arbejdsløshed, tiltagende usikkerhed i ansættelse og en ødelæggelse af store dele af det offentlige velfærdssystem. Mellem 1998 og 2006 faldt andelen af arbejdere med ansættelseskontrakt fra 61,7 % til 42 %, mens andelen, der var dækkede af den sociale forsikring, i samme periode dalede fra 54,1 % til 42,3 %.

Tekstilarbejdere i strejke

Nasser opbyggede et politisk system, der, på trods af Sadats og Mubaraks ændringer, overlevede årtier efter hans død. Selvom hans efterfølgere tillod eksistensen af nogle falske "oppositionspartier", så længe de forblev svage og underordnede sig det herskende parti, ændrede de ikke fundamentalt på det grundlæggende politiske system. Indtil revolutionen i 2011 havde Egypten et to-klassers valgretssystem, hvor arbejdere og bønder stemte på en slags parlamentariske repræsentanter og middelklassen på nogle andre. De statskontrollerede fagforeninger var altså ikke alene et instrument til social kontrol af arbejdspladserne, hvorigennem staten forsøgte at lægge en dæmper på arbejdernes utilfredshed, men også en kolossal valgmaskine, der fragtede tilhængere af regimet til valgurnerne og mobiliserede arbejderne til hyldestoptog til fordel for Mubarak og hans venner.
Også på et ideologisk plan overlevede Nassers arv adskillelige årtier efter hans død. Selv når klassemodsætningerne trådte tydeligst frem, identificerede arbejderne sig stadig med målene for landets statsdrevne udvikling. Arbejdernes utilfredshed eksploderede fra tid til anden, som f.eks. i Mahalla al-Kubra i 1984, ved jern- og stålværkerne i Helwan i 1989 og i Kafr al-Dawwar i 1994. Men i stedet for at nedlægge arbejdet og sætte produktionen i stå, valgte arbejderne ofte at iværksætte "work-ins"2 for at vise, at de stadig og i modsætning til deres ledere følte sig forpligtet af visionen om i fællesskab at ofre sig for "nationen".
Reformerne fra 1990'erne og frem smadrede Nassers system på mange forskellige måder. Privatiseringer førte til fyringer af hundredtusindvis indenfor de statslige industrier, og i stedet for bonusser og velfærdsgoder til arbejderne fik de private aktionærer overført store summer til deres bankkontoer. Da de statsdrevne fagforeningen ikke længere kanaliserede velfærden ud til arbejderne, rådnede de op indefra. De fortsatte med at mobilisere vælgere til det ledende partis valgkamp og chikanere og intimidere arbejdere, der forsøgte at organisere modstanden, men i store dele af landet var den organisatoriske struktur en hul skal bestående af formelle medlemmer og en håndfuld egennyttige bureaukrater.
I slutningen af 2006 åbnede en strejke blandt 25.000 tekstilarbejdere fra fabrikken Misr i Mahalla al-Kubra op for en længere bølge af mobiliseringer blandt arbejdere. Strejkerne bredte sig hurtigt fra sektor til sektor, og blandt visse arbejdere, især tekstilarbejderne i Mahalla og skatteopkrævere, antog de en eksplicit politisk karakter, idet man her krævede retten til at organisere uafhængige fagforeninger, og at den nationale mindsteløn blev hævet. Den fremtrædende rolle, som strejkerne antog frem for "work-ins", var bevis på et skifte i arbejdernes bevidsthed.
Det er vigtigt at forstå, at disse begivenheder ikke bare skyldes lokale faktorer, men at de i stedet er tæt knyttet til visse globale processer. Introduktionen af neoliberale økonomiske reformprogrammer i forskellige statskapitalistiske regimer har fundet sted mange steder i verden. Kortvarige chok har også spillet en central rolle, i særdeleshed den internationale stigning i fødevarepriser, der har været anstødssten for arbejdernes protester endda før, den globale økonomiske krise begyndte.

Facebook-strejkerne

Bølgen af strejker i 2006 opstod i en kontekst, der allerede var blevet ændret af folkelige protester. Sammenlignet med de millioner af demonstranter, der deltog i revolutionen d. 25. januar, så var antallet af demonstranter tidligere selvfølgeligt mere beskedent. Opstandene i gaderne i forbindelse med den anden palæstinensiske intifada i slutningen af 2000 satte noget i gære og markerede et dramatisk skifte i Egyptens politiske landskab. Det første virkelige gennembrud fandt sted i 2003, hvor titusinde demonstranter i protest mod USA invasion af Irak tog kontrollen med Tahrir-pladsen i Kairo. De slog "hul i diktaturets murværk", som en af de egyptiske socialistiske aktivister kaldte det dengang.
Yderligere huller dukkede op i løbet af de følgende år. I 2005 indledte en løs alliance mellem radikale tilhængere af Nassers samfundsmodel, liberale og socialister, med støtte fra dele af det Muslimske Broderskab, en kampagne mod Mubaraks fornyede præsidentkandidatur og hans forsøg på at overdrage magten til sønnen Gamal. Gadeurolighederne krystalliserede sig omkring sloganet "Kifaya - Nok!" og begyndte at tiltrække sig opmærksomhed fra et stigende antal unge mennesker. I dag er det svært at huske, hvor usædvanligt vovet dette skridt var for de små radikale oppositionsgrupper. I fuld offentlighed overtrådte de den forbudte linje og kritiserede præsidenten.
Det følgende år demonstrerede nogle dommere imod regimets åbenlyse valgfusk og forfølgelse af politiske modstandere. I protest mod afretningen af to reformvenlige medlemmer af domstolene marcherede hundredvis af dommere i fuldt ornat gennem Kairos gader. Da urobetjente begyndte at tæve dommerne, og der blev brugt tåregas mod deltagerne af demonstrationen, var fornemmelsen af en stat i krig med sig selv til at tage og føle på.
Arbejdernes tiltagende kampe kombineret med en fornyelse af de unges aktivisme fik i 2008 regimet til at stå over for dets største udfordringer før selve revolutionen i 2011. Et strejkevarsel fra tekstilarbejderne på Misr-fabrikkerne i Mahalla begyndte at cirkulere i netværket omkring de unge aktivister. En facebook-gruppe, der tog parti for arbejdere og i solidaritet opfordrede til generalstrejke, fik hurtigt omkring 70.000 medlemmer.
D. 6. april 2008 blev strejken i Mahalla opløst af politiet, men deres angreb på demonstranterne havde nær udløst regulære opstande i byen. I mellemtiden førte "facebook-strejken" til store demonstrationer på de fleste universiteter, og fik mange forretninger i hovedstaden til at lukke ned. De sidste dønninger af demonstrationer, før begivenhederne for alvor tog en anden drejning for nogle måneder siden, fandt sted i sommeren 2010. Politiet havde dræbt en ung internetaktivist, Khaled Said, hvilket fik tusinder til at demonstrere i hans hjemby Alexandria.
Det ville være let her bagefter at beskrive kampene fra 2000 til 2011 som én fremadskridende begivenhed. Men i virkeligheden var disse protestbølger kendetegnet ved en høj grad af diskontinuitet; det ene demonstrationsoptog døde ud eller blev presset væk fra gaden nogle måneder før det næste opstod. Kløften mellem de økonomiske krav, som arbejderne stillede og de primært politiske krav, som store dele af middelklassen krævede under demonstrationerne for forfatningsændringer, var for nogle et tegn på, at ethvert forsøg på at forene kræfterne mod Mubarak var dømt til nederlag.

De brød frygtens forbandelse

På trods af dette spillede det sidste årti af Mubaraks regime en afgørende rolle for hans fald. Det var under disse uforlignelige demonstrationer, at aktivister fra forskellige politiske traditioner - islamistiske, nasseristiske, liberale og socialistiske - lærte at organisere sig politisk. I løbet af disse ti år erhvervede de radikale oppositionsgrupper sig erfaringer med at organisere demonstrationer, opretholde deres aktivistiske netværk og opbygge taktiske alliancer på tværs af politiske traditioner. Men frem for alt så lykkedes det dem at mobilisere politisk på gadeplan og brød dermed i fællesskab den frygtens forbandelse, som regimet ellers havde opretholdt i mere end en generation.
Af alle demonstrationer var det strejkebølgen, der med Rosa Luxemburgs ord fik etableret en dynamik af "vekselvirkende handlinger" mellem den økonomiske og politiske kamp. Som Luxemburg erfarede under revolutionen i Rusland i 1905, kunne vekselvirkningen mellem de økonomiske og politiske kampe ikke udelukkende forstås som en lineær udvikling fra økonomiske krav om basale livsfornødenheder til, at spørgsmålet om statens magt blev italesat som et politisk problem. Processen skulle efter hendes opfattelse ses som en pendulerende bevægelse mellem politiske og økonomiske kampe, hvor "hver frådende bølge af politisk handling befrugtede de efterfølgende økonomiske kampe, som igen knopskød i tusindvis og så fremdeles". Men i forhold til arbejdernes kampe så åbnede deres sociale magt og kollektive organisation selv i dagligdagens kampe på arbejdspladserne op for en politisk dimension og flyttede derved bestandigt horisontlinjen for yderligere politisk handling.
De egyptiske arbejdere tilkæmpede sig med storm de rettigheder, som andre "politiske" bevægelser for demokrati tidligere og under pres fra staten havde været nødt til at opgive: forsamlingsret, ret til at demonstrere og ytringsfrihed. Strejkebølgen gjorde det muligt at diskutere og organisere sig på tusinder af arbejdspladser over hele landet, hvilket flyttede kampen langt ind i den egyptiske dagligdag.
Efter d. 25. januar blev processer, der havde udviklet sig over et årti, pludselig presset sammen på nogle få dage. Man fravristede politiet kontrollen over gaderne, demonstrationerne udfordrede Mubarak direkte og vekselvirkningen mellem de økonomiske og politiske kampe tog til. Ã…bningen kom fra oppositionelle aktivister, der med Ben Alis fald i Tunesien øjnede muligheden for at indkalde til landsdækkende protester. Facebook-gruppen "Vi er alle Khaled Said", opkaldt efter den aktivist, politiet havde dræbt i Alexandria i sommeren 2010, indkaldte til demonstration og fik hurtigt hundredtusindvis af tilhængere.

Molotovs mod demonstranterne

En alliance mellem forskellige radikale oppositionsgrupper tog form mellem revolutionære socialister, liberale, demokratiske aktivister, nasserister, medlemmer af de uafhængige fagforeninger og endelig det Muslimske Broderskab. Man blev enig om en ny taktik for at nedkæmpe politiets blokader: en række samlingspunkter, frem for ét centralt optog eller møde.
Allerede tidligt d. 25. januar stod det klart, at demonstrationerne var større end noget, man i årevis, muligvis årtier havde været vidne til i Egypten. Titusinde af mennesker var på gaderne i Nasr City, Giza og Shubra, i Alexandria, Mansoura, Suez og Assyut.
I løbet af de følgende dage tog demonstrationerne til. Fredag d. 28. januar mødte bevægelsen sin første store udfordring. Politiet afspærrede alle bykernerne, og regimet lukkede for mobil- og internettet. Demonstranterne brugte moskeerne som mødesteder og marcherede i gaderne for at genvinde det offentlige rum. Vurderingerne af hvor mange, der var i gaderne, lød på hundredtusinder, hvilket skete alt imens et stort antal demonstranter var i nærkampe med politiet.
Mubarak afskedigede sin regering, trak politiet ud af de udbrændte skaller, som politistationerne var reduceret til, og indsatte i stedet hæren. Lokale folkekomitéer opstod over hele landet. De havde til formål at beskytte hjem og nabolag mod indbrud, som mange mente blev begået af civilklædte politibetjente. Yderligere demonstrationer over weekenden kulminerede i en "millionmarch", tirsdag d. 1. februar, der endeligt pressede en modvillig Mubarak til indrømmelser. I en tv-transmitteret tale gav han udtryk for ikke at ville genopstille til valg, ligesom han lovede at ændre visse dele af forfatningen.
Regimet slog igen onsdag d. 2. februar ved at mobilisere dets civilklædte bøller til at angribe demonstranterne i Alexandria og Kairo. Demonstranterne på Tahrir-pladsen blev mødt af et overraskelsesangreb, der angreb med sten, knive og molotov-cocktails, som red på heste og kameler, der almindeligvis var forbeholdt turisterne ved pyramiderne. I to dage gik kampene om pladsen frem og tilbage, men omsider vandt demonstranterne fodfæste. Hundredtusinde marcherede igen den efterfølgende fredag, der blev udnævnt til den "store flyttedag". I mellemtiden var regimet desperat på jagt efter mulige "samtale"-partnere. Nogle af oppositionsgrupperne, bl.a. det Muslimske Broderskab sendte repræsentanter til et møde med Omar Suleiman, tidligere chef for sikkerhedstjenesten, der netop var blevet udpeget til vicepræsident af Mubarak selv. Dele af den herskende klasse, herunder personligheder som forretningsfolkene Ahmed Bahgat og Naguib Sawiris begyndte åbent at bakke op om nogle af demonstranternes krav, hvorved de forsøgte at positionere sig selv i forhold til en politisk rolle i den forventede "overgangsperiode".
Titusinder fortsatte deres tilstedeværelse i gadebilleder, og på trods af den voldsomme retorik fra regimets talsmænd og købte journalister, fortsatte nye med at dukke op. Familier med små børn begyndte at slutte sig til masserne på Tahrir-pladsen, og et ungt par blev endda gift på pladsen søndag eftermiddag.

Befriet område

Tirsdag d. 8. februar skiftede magtbalancen igen - denne gang afgørende mod Mubarak. En bølge af strejker spredte sig fra arbejdsplads til arbejdsplads - arbejderne ved Suez-kanalen, telearbejderne i Kairo og stålarbejderne i Helwan var blandt de første -, og bølgen tog til, som den rullede ind over landet. D. 9. februar vurdere det Egyptiske Center for Sociale og Økonomiske Rettigheder, at omkring 300.000 arbejdere var i strejke i 15 provinser. Fra hospitalsteknikere og cementarbejdere til postbude og tekstilarbejdere; de besatte og strejkede og fremsatte på magtfuld vis økonomiske krav samtidigt med, at de bakkede op om revolutionen.
Delegationer af strejkende arbejdere sluttede sig nu til masserne på Tahrir-pladsen, udenfor præsidentpaladset og radio- og tv-huset ved Nilen. Mens rygterne om Mubaraks tilbagetrækning florerede, kom han med en sidste tv-transmitteret udtalelse, torsdag d. 10. februar, hvor han fortsat nægtede at træde tilbage. En lille delegation af hærens officerer sås nu tale med folkene på Tahrir-pladsen. En officer ringede til Al-Jazeera og meddelte under direkte transmission, at han havde tilsluttet sig "folkets revolution". Mens hærens øverstbefalende holdt møder i timevis bag lukkede døre, begyndte masserne at rejse sig igen. Kairo balancerede på randen til det endelige opgør.
Statens magtstruktur smuldrede endeligt d. 11. februar. De ældste af hærens officerer tog magten og fjernede Mubarak fra magten.
Tre ting kendetegner historien om revolutionen d. 25. januar. For det første var de 18 konfrontatoriske dage formet af mange af de samme dynamikker som dem, der havde gjort sig gældende det seneste årti - omend på et langt dybere niveau og over et meget kortere tidsspand. Demonstranterne erobrede nøgleområder i de større byer, i særdeleshed Tahrir-pladsen og transformerede dem til strategiske aktiver for den revolutionære bevægelse. Med dets selvorganiserede sikkerhedskomitéer, klunsede barrikader, frivillige læger og gadefejere, lydanlæg, telte og bannere blev Tahrir-pladsen, som hundredvis af besatte fabrikker i løbet af de sidste fem år et befriet område. Det var et sted, hvor der kunne debatteres, men også et organisatorisk centrum, hvorfra aktivister tog ud for at argumentere for at inddrage fabrikker, kontorer og nabolag i revolutionen.
Forsvaret for dette rum beroede ikke kun på, at den revolutionære bevægelse var overlegen i antal, men også på en særlig politisk organisering. De unge aktivister fra det Muslimske Broderskab spillede f.eks. en central rolle i beskyttelsen af pladsen mod regimets bøller og ved kontrolposterne i udkanten af pladsen. Alligevel dominerede Broderskabet ikke pladsen, men forblev nærmere fanget i sine egne modsætninger - mellem på den ene side de unge medlemmers identificering med den brede revolutionære bevægelse og ledelsens fristelse af at indgå en aftale med staten. Denne ligevægt hjalp ikke kun med at holde gaderne åbne for demonstranterne, men skabte også et rum, hvor stemmerne fra det revolutionære venstre, på trods af deres begrænsede antal, nåede ud til nye tilhørere og vandt nye tilhængere.

Tekstilfabrikken i Mahalla

For det andet: Havde revolutionen udelukkende udfoldet sig i gaderne, så er det, selv med det kolossale antal, man så fra d. 25. januar, ikke desto mindre usikkert, om det havde været nok til at få statens magt til at krakelere. Ligesom under de forrige årtiers kampe for demokrati og reformer, lykkedes det først alliancen at få et gennembrud i og med, at revolutionen flyttede sig fra det politiske til det sociale domæne. Man gik fra gaderne og ud på arbejdspladserne og opildnede arbejderne til i fællesskab at gribe til handling og lade deres krav indgå som en del af bevægelsens videre mål. Men de huller, der fandtes i regimets maskineri for politisk og social kontrol, og som betød, at denne proces kunne finde sted, så ikke først dagens lys d. 25. januar. De skal snarere forstås som en konsekvens af de langvarige neoliberale reformer, der har tæret på strukturen i Nassers oprindelige stat.
Til sidst er der spørgsmålet om militæret, og helt essentielt så lykkedes det på det punkt massebevægelsen at presse en del af staten - nemlig hærens øverste kommando - til at skære den kræftsvulst, som Mubarak efterhånden var blevet til, ud for at redde staten som sådan. Men det er tydeligvist ikke det samme, som at bevægelsen har overtaget magten. Hæren er heller ikke blevet opløst - hverken vertikalt, mellem forskellige hierarkier, eller horisontalt, langs klasseskel, sådan som tilfældet var med den russiske hær i 1917.
Det ville dog også være en fejl at se fjernelsen af Mubarak som et simpelt militærkup eller at undervurdere de vanskeligheder, som militærets øverstbefalende befinder sig i, såfremt de med magt forsøger at demobilisere den revolutionære bevægelse. Situationen adskiller sig fundamentalt fra den i 1952, hvor en lille gruppe af unge officerer greb til handling efter, at massebevægelsen midlertidigt havde tabt pusten. Gaderne var ryddet, da Nasser ledte sine styrker frem og overtog paladset, radiostationen og barakkerne. Vendingen mod den sociale kamp er igen det afgørende træk. I februar 2011 var revolutionen allerede ude på arbejdspladserne - længe før, militæret greb til handling. I 1952 truede én strejke blandt tekstilarbejderne i Kafr al-Dawwar det nye militærregime, hvorefter hæren simpelthen knuste den. En uge efter Mubaraks fald var der strejker på hundredvis af arbejdspladser, herunder den gigantiske tekstilfabrik i Mahalla med omkring 24.000 ansatte.
Men hvis der skal ske rigtige forandringer for Egyptens mange millioner indbyggere, og ikke bare for millionærer som Naguib Sawiris og Ahmed Bahgat, må revolutionen slå dybere rod. De organiserede arbejdere er ved at blive en social magt indenfor den begyndende revolutionære bevægelse, og de har bevidst indsat deres kollektive sociale magt for at opnå bevægelsens første politiske mål: fjernelsen af Mubarak. I løbet af kun 18 dage har de egyptiske arbejdere bevæget sig tættere på menneskelig frigørelse, end deres forældre og bedsteforældre har gjort i en hel levetid. Men der er stadig meget at gøre: på alle arbejdspladser og i alle nabolag må der luges ud i det regerende partis håndlangere, der skal opbygges uafhængige fagforeninger, og frem for alt må der skabes nye demokratiske institutioner, der kan varetage arbejdernes interesser og begynde at handle, i det mindste i kimform, som et alternativ til statsmagten.

Noter
1 Amerikansk sikkerheds- og geopolitisk tænketank.
2 Work-in er en form for aktion, hvor en gruppe arbejdere, hvis ansættelse f.eks. er truet, forbliver på arbejdspladsen og forsætter arbejdet uden betaling. Som regel er intentionen at vise, at arbejdet stadig har en berettigelse eller effektivt kan organiseres af arbejderne selv.

---
Anne Alexander arbejder som opsøgende journalist i Mellemøsten og er forfatter til bogen Nasser: Life and Times (Haus Publishing, 2005). Oversat af Morten Riis efter The gravedigger of dictatorship, Socialist Review, marts 2011.

Solidaritet
Venstresocialistisk tidsskrift for analyse & debat
Marts 2011, nr. 2
www.solidaritet.dk/

Af Hicham Safieddine (oversat af Morten Riis)
Artikel fra Solidaritet. Februar 2011, nr. 1 - Indhold

De unge i Egypten og Tunesien drømmer stort. Og deres opstande passer ikke ind i den klassiske revolutionære teoris spændetrøje, lyder advarslen.

Opstandene i den arabiske verden finder sted med, hvad der historisk set ligner, lysets hast. Da jeg begyndte at skrive denne artikel var det med udgangspunkt i den tunesiske diktator Ben Alis fald, og nu hvor mine skriverier er afsluttet, er det den egyptiske Hosni Mubaraks afgang, der er umiddelbart forestående.

De tunesiske og egyptiske opstande er ikke jasmin-revolutioner, sådan som visse højlærde har betegnet den tunesiske. De er derimod motiveret af brød, demokrati, værdighed, og de udfolder sig med såvel kugler som blod i gaderne. I begge lande har sikkerhedsstyrker dræbt flere hundrede, tusinde er blevet såret og endnu flere arresteret. Den revolutionære glød, der blev tændt med Mohammed Bouzizis selvmord i Tunesien i slutningen af december, er nu blevet til en regulær ildebrand af folkelige opstande over alt i den arabiske verden og bliver for hovedparten ført an af arbejdere, studenter og arbejdsløse (mænd som kvinder).

De nuværende demonstrationer i Egypten har nået et nyt højdepunkt. I Yemen, Algeriet og Jordan lægges der fortsat kræfter i at undgå status quo, men man er dog her længere fra at vælte de respektive regimer. Store dele af en utilfreds og udmagret middelklasse bestående af faglærte, embedsmænd og småborgerskab er også hoppet på den revolutionære vogn.

Som gadeurolighederne i de to epicentre, Tunesien og Egypten fortsætter, presser spørgsmålene om årsager, mekanismer og konsekvenser sig også på. Der er allerede vundet umiddelbare og håndgribelige sejre i Egypten og endnu højere grad i Tunesien, men de langsigtede resultater er stadig ikke i hus.

Vil opstandene føre til revolutionære forandringer af det politiske system, eller vil de ende i en reformisme, der forsøgsvist vil tæmme den neoliberale og imperiale verdensorden, som opstandene i en større sammenhæng selv er produkt af? Og er der plads til at endnu et diktatur genopstår?

Svarene på disse spørgsmål afhænger af flere faktorer, bl.a. i hvor høj grad de gamle regimer evner at omstille sig i forhold til deres umiddelbare og vaklende symboler; de objektive socioøkonomiske forhold, der føder massebevægelsen; oprørernes udholdenhed og hvilken type lederskab - eller mangel på samme -, der opstår ud af bevægelsen; såvel som militærets rolle og de forskellige politiske bevægelser, venstreorienterede, liberale og islamistiske kræfter og deres forskellige hidtidige udfoldelsesmuligheder

Nye revolutionerne i et nyt århundrede

Mange kommentatorer har været hurtige til at placere begivenhederne i den overordnede globale og specifikt arabiske kontekst. Der kan ikke herske megen tvivl om, at det skete er tæt knyttet til den verdensomspændende økonomiske krise. Men årsagssammenhængen går ikke kun den ene vej. Forandringerne vil også have stor indflydelse på den globale, USA-dominerede imperiale orden.

Der er selvfølgelig ingen tvivl om, at de fælles og specifikke sproglige, politiske, kulturelle og sociale relationer indenfor den arabiske verden har haft og også fortsat vil have afgørende betydning for hvad, der ligner en domino-effekt. Men at betragte alle disse begivenheder som én begivenhed ville være at reducere den arabiske verden til én sammenhængende social enhed, der eksisterer isoleret og uden påvirkning fra globale kræfter. Det ville også være at fornægte de meget forskellige interne kræfter i regionen. De beslægtede opstande, vi ser i Tunesien og Egypten kan meget vel udfolde sig efter beslægtede mønstre og tendenser, men på sigt vise sig at munde ud med meget forskellige resultater.

Og sidst, men ikke mindst - under de aktuelle og uforudsigelige forhold kan et hvert forsøg på at tilpasse opstandene til den klassiske revolutionære teoris spændetrøje meget vel forvanske de potentielt nye måder at tænke revolutioner på i det 21. århundrede. Indtil en mere komplet forståelse af hvad, der skete og sker, er etableret, skal der her falde nogle generelle bemærkninger om årsager, mekanismer, opstandenes skæbne og den diskurs, der opstår omkring dem.

Fagforeninger nølende i front

Det definerende træk for begge opstande er deres åbenbare spontanitet. I ingen af tilfældene er opstandene blevet båret frem af en revolutionær elite i den klassiske marxistisk-leninistiske forstand. Demonstrationerne er hovedsagligt holdt i kog takket være almindelige menneskers benhårde vilje og følelse af, at der ikke er mere at tabe. Men også denne “spontanitetâ€� har en historie og en fremtid.

Siden den første tunesiske præsident, Habib Bourguiba har Forbundet af Tunesiske Arbejdere (UGTT) spillet en aktiv rolle i mobiliseringen af folkelige protester (omend i mindre grad under Ben Ali). Men man har aldrig konfronteret regimet direkte. Efter pres nedefra måtte forbundets ledelse dog efterhånden overgive sig og indtage en central rolle i mobiliseringen af folk.

Den ene måned, det tog at fortrænge Ben Ali, fungerede forbundet som bevægelsens organisatoriske ramme. Tre af ministrene i den midlertidige regering, der blev udpeget af Ben Alis efterfølger Muhammad al-Ghannouchi, stammede fra UGTT. De trak sig alle dagen efter udpegningen med henvisning til UGTT's generelle boycott af en hvilken som helst regering, hvis medlemmer eller symboler kunne sættes i forbindelse med Ben Alis parti.

Demonstrationerne i Mahalla

I modsætning til, hvad man jævnfør de aktuelle opstande i først Tunesien og dernæst Egypten, måske skulle tro, så har man dog netop i Egypten været vidne til en lang række af folkelige møder, demonstrationer og mest bemærkelsesværdigt et utal af arbejdsnedlæggelser.

I løbet af de sidste tre år har der været omkring 3.000 demonstrationer over hele landet. Den egyptiske dommerstands oprør over fraværet af retslig uafhængighed opildnede i kølvandet på det manipulerede præsidentvalg i 2005 også de faglærte i middelklassen til at demonstrere imod regimet. Og for to år siden var arbejderbevægelsen i centrum for nogle strejker i byen Mahalla, som forvandlede sig til en regulær folkerejsning mod regimet.

Byen, der ligger i Nildeltaet, er hjemby for den største koncentration af arbejdere i Mellemøsten. Arbejdernes opstand i 2008 resulterede i oprettelsen af de to eneste uafhængige fagforeninger i mere end 40 år; boligskatteopkrævernes og sundhedsassistenternes fagforening, der til sammen har omkring 70.000 medlemmer. Snart fik arbejderbevægelsen selskab af en håndfuld store civilsamfundsorganisationer, der var opsat på at eskalere de folkelige protester og løfte dem fra et niveau med simple møder og begrænsede aktioner til en bredere bevægelse, der turde indtage det offentlige gaderum. Dette er kendetegnede for den ledende rolle, som ungdomsbevægelsen af 6. april spillede, da de opfordrede til civil ulydighed i 2008 og for “Vredens Dagâ€�, d. 25. januar i år.

Det, vi i hvert fald i Egypten er vidne til, er ikke en spontan bevægelse. Vi er nærmere vidne til en spontan overgang fra en græsrods-, protestbevægelse til en folkelig massebevægelse, en overgang, der ikke styres af en elite (hverken liberal, venstreorienteret eller islamisk), men som nærmere medieres af en anden opstand, nemlig den i Tunesien.

Det er her, de nye sociale medier kan indtage rollen som agent for, men ikke producent af omvæltninger. De egyptere, der fulgte med i den tunesiske opstand, blev overbeviste om, at deres umedierede græsrods-, protestbevægelse var den rigtige platform for frihed. Via sociale medier vandt overbevisningen udbredelse, og det eneste, der manglede, var modstandskraften til at udslette det repressive statsapparat, der tidligere havde været i stand til at kvæle deres mini-opstande.

Jetfly over Tahrir-pladsen

I ingen af landene har det været nogen let opgave at slide det statslige sikkerhedsapparat op. Såvel Ben Ali som Mubarak har opbygget et kompleks og kolossalt stort repressivt system. I Tunesien var antallet af ansatte ved politiet tæt på 150.000. I et land med 10 millioner indbyggere giver det 1 ny ansat ved politiet for hver 67 indbygger. I Egypten har politiet ofte været i overtal overfor demonstranter ved tidligere opstande, og der sidder mere end 10.000 politiske fanger og sygner hen i de egyptiske fængsler.

Staten har også ofte tyet til grupper af civilklædte, paramilitære kræfter (baltagiyyah) for at tilskynde til vold, udbrede frygt og i al hemmelighed arrestere protestbevægelsens ledere. Alle politienheder er blevet udstyret med amerikanske anti-oprørsvåben, herunder også dødbringende, og disse dræbermaskiner blev uden forbehold sluppet løs på befolkningen i begge lande.

Men det lykkedes dem altså ikke at knægte befolkningens vrede og trods. Demonstranterne var udmærket klar over, hvilken rolle politiet spillede for regimets overlevelse. Sikkerhedsstyrkernes forsøg på at skabe en atomsfære af kaos blev mødt gennem formationen af folkelige sikkerhedskomitéer, der, omend med vekslende held, skulle beskytte nabolag mod plyndringer og hærværk. Politistationerne blev enten forladt eller brændt ned. I Tunesien blev flere højtstående sikkerhedsfolk dræbt eller pågrebet, før de kunne nå at flygte ud af landet. I Egypten er der kun rapporteret om et enkelt sådant tilfælde.

At slide politistyrkerne op er dog ikke ensbetydende med helt at udslette det repressive statsapparat. Og desværre er der noget, der tyder på, at regimerne i begge lande samt visse uforvarende kommentatorer forsøger eller foreslår at genindsætte politiet som fredsvogter, idet man læner sig op af behovet for trafikregulering, etc. Men det er vigtigt at afvise alle disse forsøg og understrege, at al autoritet og magt må forblive i hænderne på de folkelige komitéer, dersom man ønsker at undgå, at tropperne genindsættes mod den revolutionære massebevægelse.

Imperial senilitet

I Tunesien er det lykkedes massebevægelsen at opnå kontrol over adskillelige centrale institutioner såsom det statslige tv-selskab og andre medievirksomheder, der hidtil har været tilhænger af regimet. Det er ikke sket i Egypten - i hvert fald ikke endnu. Her har staten iværksat et totalt medie-blackout over hele landet. I den sammenhæng har hæren spillet og fortsætter også med at spille en ledende rolle. Den militære ledelse i Tunesien nægtede derimod at gribe ind over for demonstranterne og udfordrede åbenbart Ben Alis ordre om at udføre visse sikkerhedsopgaver. Det var først efter hans afrejse, at man for alvor påtog sig sådanne opgaver. Det har imidlertid ikke været tilfældet i Egypten, hvor hæren i stigende grad fungerer som en mediator mellem regimet og folket. Mubarak beordrede ganske uigennemtænkt jetfly på vingerne, således at de kunne gennemskære himmelen over hovederne på demonstranterne på Tahrir-pladsen. Som sagt uigennemtænkt - ja, grænsende til idiotisk.

Historisk har den egyptiske hær bevaret et uplettet omdømme hos civilbefolkningen og fortsætter også med have dens opbakning. Hærens troværdighed bliver ikke desto mindre sat på prøve, nu hvor den indtager en fremrykket position.

I modsætning til Tunesien er den egyptiske hærs bureaukrati også mere intimt forbundet med statens udøvende magt, hvilket skyldes den strategiske rolle, som Egypten spiller i forhold til at sikre USA's imperiale rolle i Mellemøsten (regionalt er de to andre støttepiller for denne verdensorden Israel og Saudi-Arabien).

Derfor er det også meget usandsynligt, at USA vil behandle Egypten med den samme ligegyldige attitude, som tilfældet har været med Tunesien. Mister man Egypten som en central allieret, vil det få langtrækkende og alvorlige konsekvenser for alle USA's affærer i Mellemøsten - herunder også støtten til Israels apartheid-politik. Det vil ikke gå ubemærket hen, om amerikanerne mod deres vilje skulle miste fodfæste og en USA-fjendtlig regering indtage magten i Egypten. Hele den arabiske verden - ja, hele verden ville tolke det som et tegn på imperial senilitet, om man skulle være nødsaget til at give efter overfor en folkelig bevægelse, der end ikke har andre supermagter at støtte sig til.

Hidtil har hæren udsendt modstridende signaler - på den ene side stort set afholdt sig fra dødbringende konfrontationer med demonstranterne, på den anden side ikke fuldt underlagt sig massebevægelsens vilje. Denne uklare positionering skyldes med stor sandsynlighed uenigheder i hærens ledelse og mellem højt- og laverestående officerer.

Sejrsrusen må dog ikke skygge for det forhold, at USA, selv med et nederlag i bagagen ikke vil afholde sig fra senere på et mere opportunt tidspunkt og med andre midler at tilbagerulle revolutionen.

Et oplagt tidspunkt for en sådan manøvre ville være umiddelbart efter, at regimet eventuelt forlader landet, og den folkelige vilje bliver mere splittet. Hvis der indenfor de nærmeste dage indfinder sig en brændstofskrise, eller der opstår mangel på fødevarer - hvilket måske fremskyndes af landets størrelse og smuldrende infrastruktur eller med hjælp fra internationale aktører, der ikke ligefrem er begejstrede for revolutionens udfald -, er det endog meget sandsynligt, at der vil ske tilbageslag for bevægelsen.

At verdens fokus for øjeblikket har flyttet fra Tunesien kan have en lignende virkning og måske opildne kontra-revolutionære kræfter til at stikke næsen frem. Derfor er sejren på lang sigt afhængig af, at man i de respektive samfund anerkender og forholder sig til to væsentlige forhold; at den neoliberale politik havde en afgørende rolle for den økonomiske misere, som landene befinder sig i. Ligesom det for det andet er vigtigt at anerkende, at de to nationalistiske bølger, der har fundet sted i det 20. århundrede, først mod det osmanniske rige og dernæst den europæiske kolonialisme, ikke har været i stand til at etablere demokratiske og socialt retfærdige politiske regimer - af og for folket.

Oprør i provinsen

Bag rapporterne fra Verdensbanken og andre såkaldte verdensorganisationer, der beretter om høje vækstrater og fremgang for begge lande, skjuler der sig en lidet skøn sandhed om ulige udvikling og uproduktiv kapital.

I Tunesien var arbejdsløsheden for nylig 18 %. I Sidi Bouzid, hvor det tunesiske oprør begyndte, nåede andelen op på svimlende 32 %. I et smalt bælte langs Middelhavskysten udgjorde ujævne investeringer i turisme og andre industrier, der orienterer sig mod det globale marked, 80 % af den samlede investering.

Det vurderes, at omkring 40 % af Egyptens befolkning lever under fattigdomsgrænsen, og at en ujævn udbredelse af den bymæssige bebyggelse tilmed har betydet, at tæt på 9 millioner mennesker alene i Kairo må leve i slumkvarterer. I Suez, der er et af epicentrene for den aktuelle opstand, har indtægterne fra kanaltrafikken, der alene i 2009 udgjorde 90 millioner dollars, ikke været i stand til at udjævne forskellene mellem rig og fattig. Importen af udenlandsk arbejdskraft og udflytningen af arbejdspladser fik i kombination med et korrupt bureaukrati omsider bægeret til at løbe over.

I tillæg til alt dette hører også de stigende fødevarepriser, samt en forringet evne til for mange af landene at producerer sine egne fornødenheder. Selv Egypten, der er hjemsted for det store Nildelta, er faktisk nettoimportør af fødevarer. Alt i alt betyder det, at landene er meget udsatte overfor det mindste virvar i den globale økonomi.

Udkantsområderne lader til at være hårdere ramt og har også mere aktivt konfronteret disse realiteter. I Tunesien blev optøjerne antændt i byen Sidi Bouzid og massedemonstrationerne i byerne Tataouine og Sfax blev hurtigt centrale for fagforningernes og de folkelige komitéers organisering. Den aktive og endda fortropsagtige måde, som udkantsområderne bidrog til bevægelsen, er et andet vigtigt aspekt ved disse revolutioner - et aspekt, der i høj grad vender op og ned på det traditionelle forhold mellem by og land i relation til opstande.

I Egypten understreges dette yderligere i de urbane centre i Nildeltaet og langs Rødehavskysten (byerne Dumyat, Mansurah, Suez, Ismailiyah), der forbinder hovedstaden med de landlige udkantsområder, og derfor fungerer som knudepunkter for den ulige fordeling af de neoliberale goder (såsom uddannelse uden efterfølgende ansættelse). De er vidnesbyrd om, i hvilken grad magten er blevet centraliseret til hovedstaden, selvom man hævdede, at det modsatte var målet.

Forbindelsen mellem den økonomiske modgang og den korrupte og kollaborerende klasse af forretningsfolk er blevet en fast del af det revolutionære budskab. Adskillelige af de ledende familier har allerede fanget budskabet og er flygtet til andre lande. Den neoliberale misere var med andre ord en fuldt integreret del af det diktatoriske politiske system, censuren, korruptionen og undertrykkelsen.

De unge har nye visioner

Selvom den neoliberale teori gerne vil overbevise os om det, så lader disse uhyrligheder sig ikke beskrive som et udtryk for en simpel funktionsfejl ved markedskræfterne. Det er også grunden til, at bevægelserne i begge lande kraftigt har vendt sig mod de kompromisforsøg, som de respektive eliter ellers desperat kæmper for. Såvel regimerne som eliterne er dog kommet til kort. Parolerne for demonstrationerne udtrykker det klart med deres fokus på brød, frihed og retfærdighed. Deres krav centrerer sig om en ophævelse af undtagelsestilstanden, opløsningen af de eksisterende, lovgivende forsamlinger og udfærdigelsen af en ny forfatning.

Kommentatorer har været hurtige til at pointere, at parolerne ikke har været islamiske og revolutionen derfor sekulær. Dette er i et vist omfang sandt. Men islamiske kræfter kan alligevel godt komme til at spille en større rolle i den politiske proces, hvilket i højere grad er sandsynligt i Egypten. Her har det Muslimske Broderskab godt nok mistet opbakning på gadeplan, men man råder fortsat over en stor organisatorisk og ledelsesmæssig struktur, der sandsynligvis vil være i stand til at udfylde et muligt magttomrum.

Hundredvis af broderskabets tilhængere er blevet løsladt fra fængslerne og har ifølge kilder indtaget meget aktive roller i folkekomitéerne for sundhed, sikkerhed og velfærd. Modsætningsforholdet, sekulær kontra islamist er et gammelt tankesæt med en vis affinitet for at skabe en binær virkelighed, men dette mønster er i høj grad fraværende blandt de unge, der tilhører en ny generation med en mere nuanceret forståelse for det religiøse og det sekulære.

Dette hav af revolutionære visioner betyder imidlertid ikke, at revolutionen har forladt ideologiernes platform og helt går i spænd med vor såkaldte postmodernistiske æra. Det forholder sig nærmere sådan, at den gryende ideologi ikke harmonisk og rask væk går op i de eksisterende kategorier og stadig først er ved at forme sig.

Byggestenene til en ny ideologisk overbevisning skal findes i demonstranternes paroler og krav, og det er her, massernes revolutionære tendenser kan have brug for ledelse. Men i det lange løb gør paroler det ikke alene. Der er langt til et klart defineret program eller paradigme, som adresserer de grundlæggende landbrugsreformer, finansielle og politiske forandringer, der er nødvendige for at beskytte revolutionen mod at blive opslugt af reformistiske krav eller for at undgå en gentagelse af de fejl, der i midten af det 20. århundrede blev begået under den nationalistiske statsmagts reformer.

Indtil et sådant paradigme ser dagens lys, må alle kræfter lægges i at undgå, at regimet, særlige eliter eller eksterne kræfter saboterer en lykkelig udgang for solskinshistorien om to - måske flere - folkelige revolutioner.

Hicham Safieddine er journalist og bosat i Toronto. Denne artikel er oversat af Morten Riis og blev første gange bragt i Socialist Projects elektroniske nyhedsbrev, The Bullet, d. 1. februar, 2011. (www.socialistproject.ca)

Solidaritet
Venstresocialistisk tidsskrift for analyse & debat
Februar 2011, nr. 1
www.solidaritet.dk/

Folk har rejst sig i Egyptens land

Mubarak er ikke længere førstemand

Det tog kun 18 dage

At vinde magten tilbage

Da først de så Ben Alis hæl
Troede folk, de ku' gøre det selv
Vi ryster lidt i Vesten
Men stemmer i med resten

Mubarak var jo vores ven – om end med skønhedsfejl
Som diktatur, forarmelse, tortur og andet gejl
Men hvad betyder det for os, at folket underkues
Så længe vores venner stadig styrer ved Suez

Nu må vi sætte vores lid
Til militærets evner
Til at så splid i rækkerne
Og fremme alle revner

Det sku’ jo nødigt gå galt
at den farlige epidemi
Bredte sig til folket her
så de troede, de ku’ bli’ fri