Mortens blog

På et stålværk i Grækenland er der i øjeblikket 400 arbejdere, der strejker. Det har de gjort i et halvt år. De strejker, fordi de nægter at gå 30 % ned i løn, fordi de nægter at se deres kolleger blive fyret, fordi de nægter at betale regningen for kapitalismens krise.

I EU har krisen sat et skel op imellem et Sydeuropa fanget i gæld og lav produktivitet og et tyskdomineret Nordeuropa, som på trods af krisen humper videre. Mange har forklaret skellet med henvisning til, at f.eks. grækerne har levet over evne, mangler arbejdsmoral eller har for gavmilde pensioner. Men faktum er, at den græske arbejdsuge er på 42,2 timer, og at deres pensionsalder ligger over det europæiske gennemsnit.

Nej, de to væsentligste årsager til Grækenlands økonomiske morads er: for det første, Euroen og for det andet, at overklassen, rigmænd, skibsredere og den slags nægter at bidrage til fælleskassen på lige fod med andre, almindelige mennesker. Da først Grækenland – med introduktionen af euroen i 2002 – ikke længere kunne devaluere drachmeren, var de tvunget til at stifte gæld, for at udjævne forskellen i produktivitet til f.eks. Tyskland.

Enhedslisten har besluttet at samle penge ind til de 400 familier, der som alle andre familier har brug for mad hver dag. Jeg håber, I har lyst til at bidrage i vores raslebøsser eller købe et støtte-badge. Mange af familierne har allerede været nødt til at sælge møbler og andet inventar for at betale deres husleje, men de holder modet op ved den internationale støtte, de modtager.

Jeg har læst en herboende græker sammenligne situationen i Grækenland med tiden lige efter 2. Verdenskrig og borgerkrigen. ”Der er udbredt fattigdom og armod. Folk roder i skraldespande og tigger på gaden”.

Men hvor grotesk og ubehagelig de græske arbejderes situation end er, så er den i sit væsen ikke forskellig fra de danske arbejderes. Smalhals for almindelige mennesker har gang på gang vist sig at være EU’s svar på krisen.

Den finanspagt, som Folketinget i øjeblikket er ved at behandle, vil betyde pres på lønninger og beskæring af velfærd og på de offentlige budgetter i hele EU. Vi vil blive bundet til nye stramme regler og permanent lovgivning, alt sammen for at få »styr på økonomien«. Men finanspagten vil betyde, at arbejdsløsheden kommer til at vokse endnu mere. Man glemmer nemlig mærkelig nok, at folk ikke kun er arbejdere, men på én og samme tid også forbrugere, og har man ikke noget arbejde, er der smalhals eller følger lønnen ikke med resten af samfundsøkonomien, ja, så vil enhver forbruge mindre. Mindre forbrug fører til mindre produktion, mindre produktion fører til mindre arbejde, mindre arbejde fører til færre penge til forbrug og færre penge til forbrug fører til en endnu mindre produktion, arbejde, penge, forbrug...

En anden EU-pagt, europluspagten, binder den til enhver tid siddende regering til at holde lønningerne i ro, og den såkaldte sixpack, har allerede indført en stram kontrol med EU-landenes finanslove. Sidste år fik medlemslandene i alt 105 henstillinger fra EU-kommissionen til deres finanslove. Danmark fik fire. En af de fire hed: »Efterlønnen skal afskaffes«.

Da henstillingen skulle vedtages af de 27 lande, blev det ændret til, at efterlønnen skal udfases. Det blev officiel EU-politik, samtidig med at S, SF og Enhedslisten gik til valg på, at efterlønnen ikke skulle afskaffes.

Budskabet fra EU er klart: Tilbagetrækningsalderen skal op, ikke fordi der er arbejde til folk, men fordi lønnen skal ned. Arbejdstiden skal op, helligdagene væk, fordi lønnen skal ned.

Kender I forresten begrundelsen for, hvorfor vi ikke skulle stemme om finanspagten ved en folkeafstemning? Juristerne i justitsministeriet mente ikke, der er tale om suverænitetsafgivelse, fordi de ikke kan forestille sig, at nogen regering på noget tidspunkt vil fravige den økonomiske politik, der bliver fastlagt af EU. Og når vi således aldrig er uenige med EU, er der jo selvfølgelig heller ikke tale om afgivelse af suverænitet!

Det mener vi i Enhedslisten nu stadig, at der er. Danmark har da for pokker et forbehold. Ud over penge til de græske stålarbejdere samler vi derfor også underskrifter ind for en folkeafstemning om finanspagten. Underskrifterne vil blive afleveret i forbindelse med Folketingets 3. behandling af finanspagten d. 21. maj. Så kom forbi og skriv under også.

Efter 0-overenskomster, højere efterløns- og pensionsalder, kortere dagpengeperiode og nedskæringer og fyringer i kommuner, regioner og stat er tiden kommet til, at vi i Danmark forsøger os med et lige så klart mæle som de græske stålarbejdere: Vi har betalt regningen. Nu må de rige til lommerne. De stod forrest, da gaverne blev delt ud i 00’erne. Indtil nu er de sluppet billigt fra regningen. Men som alt andet, må det have ende.

Tilbagerulningen af skattelettelserne til de rigeste danskere, en effektiv beskatning af bankerne og den finansielle sektor, af de multinationale selskaber og Nordsøolien. Det er det, der skal til. Så er der råd til bedre uddannelse, sundhed, daginstitutioner og ældrepleje. Pædagogisk uddannede, skolelærere, sygeplejersker og SOSU-assistenter skal skabe værdi for os alle sammen i en velfungerende offentlig sektor - ikke gå arbejdsløse.

Der skal investeres i nye grønne arbejdspladser. Omstilling til vedvarende energi, energibesparelser og energirenoveringer skal skabe i 10.000vis af nye arbejdspladser.

Folk i arbejde skal have mulighed for efteruddannelse, mens arbejdsløse kommer i arbejde. Sådan bliver vi dygtigere og forhindrer, at arbejdsløse ryger helt ud af arbejdsmarkedet. Arbejdsløse skal tilbydes arbejde, før de taber retten til dagpenge.

Regeringen kan sikre – ikke kun en grøn vej, men også en rød og solidarisk vej ud af krisen sammen med Enhedslisten. Andre alternativer vil kun føre til yderligere forringelser for lønmodtagere, arbejdsløse, syge, studerende og ældre.

Her den anden dag var der en, der sagde til mig, at grunden til, vi aldrig fik revolution i Danmark, var, at der var for kort tid mellem måltiderne, til at vi kunne nå at planlægge den. Omvendt har jeg nu aldrig forstået, hvorfor vi skal helt ned i sølet, før vi genvinder vores retningssans. God 1. maj!

I det forgangne år har jeg haft fornøjelsen af at være lokal tovholder for 3F’s SKÆVT-kampagne.
I den forbindelse har jeg været i kontakt med rigtig mange medlemmer, og deres begejstring, engagement og vilje til at lave tingene om har været meget smittende.
I SKÆVT-kampagnen forsøgte vi os med mange alternative metoder til at inddrage og engagere medlemmerne:

I stedet for bare at sende en mail eller en invitation ud til et arrangement, så ringede vi til dem og fik os en snak. Vi standsede folk på gaden og spurgte dem til efterlønnen, dagpengereform og meget andet. I Valby har jeg været med til at gå fra dør til dør og snakke fagforening i døråbningen hos helt almindelige mennesker. I Odense foregik fagforeningsnakken i bedste tupperware-stil hjemme i stuerne hos folk, der havde inviteret naboer og venner hjem på kaffe.

Centralt i SKÆVT-kampagnen stod den personlige kontakt og snak med folk. Deres historie, hvordan de så tingene

Her i afdelingen fik medlemmerne mulighed for at fortælle politikerne, hvordan det er at være arbejdsløs, om regelcirkus og aktivering og meget mere. Det var medlemmerne, og ikke politikerne, der snakkede, og for en gang skyld politikerne, der skulle lytte. Det var de ikke ret gode til.

Sidste sommer så Bornholmerfærgen med Trafikstyrelsens accept igennem fingene med en ILO-konvention, der ellers kræver danske forhold om bord på den passagerfærge, der hedder M/F Skania, og som sidste sommer besejlede Bornholm på udvalgte spidsbelastningsdage.
De så også stort på de gældende sprogkrav til besætningsmedlemmer.
På sådan en lille færge er der plads til 1.400 passagerer, men her var de høje herrer altså blevet enige om, at 8 svensktalende kontoransatte, der aldrig havde mønstret et skib, var nok også i en nødsituation. Resten af besætningen snakkede polsk.
Så 13 ud af 26 sejldage var vi i alt 30 mennesker, der delte en hjemmelavet polsk parlør ud nede på havnen. Hvis I er i tvivl om, hvad forskellige livsvigtige beskeder hedder på polsk, kan jeg finde et eksemplar frem til jer bagefter.
Vores parlør, som også forklarede vores bekymring, nåede ud til mere end 10.000 passagerer.
Som sagt var vi i alt 30 aktive fordelt på de her 13 dage.

3F Bornholm har mere end 3.000 medlemmer. Vi har et stort potentiale.

I ved lige så godt, som jeg gør, at vi er midt i en krisetid.
Det er en tid, hvor vi ikke kan være sikre på vores arbejde.
Hvor vi ikke kan være sikre på vores vilkår og vores løn
Hvor maskerne i sikkerhedsnettet bliver større.
Og hvor vi meget vel kan komme til at betale hele regningen for andres ødslen.

De sejre, fagbevægelsen tidligere har tilkæmpet sig, kunne tilkæmpes, fordi og kun fordi man stod sammen, fordi man var fælles, og fordi det fælles betød noget.

Senere er vi blevet opdraget til at være solidariske med os selv, til at tro, at vi havde sejret ad helvede til. Vi overlod nøglerne til nogle andre og trak os ind i vores sneglehuse.

Men krisen viser os, at vi ikke kan deponere ansvaret hos nogle andre, at vi stadig har brug for et stærkt fællesskab, et fællesskab, der handler og sikrer og sørger for os hver især, men som netop er et fællesskab, hvor det er os, der handler, sikrer og sørger solidarisk for hinanden.

Der er ikke brug for mere af det samme. Mere tid eller i større doser.
Der er brug for en ny fagbevægelse.
Der er brug for den gamle fagbevægelse.
Der er nemlig brug for, at vi laver fagforening forfra.
At vi genopdager, hvordan vi en gang gjorde.

Vi har brug for en engageret fagforening, hvor vi kan begejstre og motivere hinanden.
Det gælder medlemmer, ansatte, bestyrelse og ledelse.
Det er vigtigt, at vores resultater er synlige, at vi kommer ud over rampen, at vi har en klar profil
og følger med i, hvad der sker naturligvis lokalt, men også udenfor vores lille, afgrænsede samfund.

Vi skal have mange flere aktiviteter i afdelingen.
Huset på Sandemandsvej skal være et samlingssted for medlemmer.
Og netop medlemmerne er krumtappen i forhold til større aktivitet.
Vi er nødt til at være meget mere inddragende og åbne, så medlemmerne ved, hvad der foregår i huset, og har større indflydelse på det.

Den største erkendelse, jeg og mange andre har fået via SKÆVT-kampagnen, er nok, at det er sammen, og egentlig kun sammen, vi kan flytte milepælene.
Men det kræver en levende organisation.
Hvor der er plads til meningsforskelle, og til at vi trækker på hinandens evner.

Derfor lærer jeg heller aldrig at forstå, hvorfor man igen har valgt at udelukke en fjerdedel af medlemmerne fra at stille op til formandsvalget.
Det eneste, der kan forklare det, er, som jeg ser det, at man er bange for et åbent valg.

Jeg er i den heldige situation, at jeg har mulighed for at stille op.
Jeg har været medlem af 3F, siden jeg i 2007 gik som arbejdsmand hos en tømrer.
Og jeg vil rigtig gerne gøre mit til, at 3F Bornholm ikke alene fortsat er en stor fagforening, men også bliver en både stærkere og bedre fagforening.

Det håber jeg, I vil give mig mulighed for.

Program for mit formandskandidatur ved generalforsamlingen i 3F Bornholm, 27. marts, 2012.

Den politik, der under den borgerlige regering er blevet ført, de sidste 10 år, betyder at man skridt for skridt og systematisk har forringet vilkårene for almindelige arbejdere og for fagbevægelsen:

- Skattepolitikken har skævvredet Danmark. De rige har fået mere, de ringere stillede mindre. Jo, mere vi privatiserer den offentlige velfærd, desto større bliver skellene.

- Fleksibiliteten i den danske model er blevet ringere til stor skade for arbejderne. Dagpengeperioden er halveret, perioden for supplerende dagpenge væsentligt kortere, dækningsgraden skrumper hele tiden ind og efterlønnen er så godt som væk.

- Takket være EU er det blevet sværere at opretholde et overenskomstbåret lønsystem. Østaftalen har åbnet op for import af arbejdskraft, der underbyder overenskomsterne. Hvis ikke arbejdskraften importeres, eksporteres arbejdspladserne – i nogle tilfælde endda med statsstøtte.

- Forhandlingssejrene ved indgåelsen af overenskomster har den sidste tid været fraværende. Efterhånden er det en sejr, hvis reallønnen holdes. Arbejdernes indflydelse på resultaterne er svindende. CO-industri ligger linjen for samtlige forhandlinger, stemmer vi nej, kommer der et regeringsindgreb.

- Den fradagsberettigede del af vores kontingent er halveret, og organisationsgraden falder hele tiden.

Sidste folketingsvalg var på sin vis et skæbnevalg for arbejderne og for fagbevægelsen. Rutsjeturen ville ikke bare have fortsat ad samme spor, der var lagt i ovnen til større indgreb. Hvis de traditionelle arbejderpartier havde tabt folketingsvalget, ville hele kontingentfradraget forsvinde, a-kasserne ville blive lagt over i kommunerne og organisationsprocenten formentligt tage endnu et dyk nedad.

SKÆVT-kampagnen, som jeg i løbet af det sidste års tid har haft fornøjelsen af at være aktiv i, var 3Fs forsøg på at sikre, at vi fik en anden regering. Det skulle lykkedes gennem et kraftigt organiseringsforsøg, ved en genopdagelse af, at fagforeningen ikke er et supermarked, hvor man vælger en vare på en hylde, men er en forening, en forening bestående af fagligt aktive, et interessefællesskab, nogle vil sige en kamporganisation.

Det lykkedes på sin vis, men den hellige grav er på ingen måde velforvaret. Selv efter valget består mange af de vanskeligheder, jeg startede med at opremse. Vi har måske haft det for godt og glemt at værdsætte det, glemt hvordan vi nåede derhen. Også før den forrige regering regnede vi med, at vi kunne betale os fra det hele. At den var der nok nogle andre, der klarede. Vores en gang stærke system er langsomt blevet nedbrudt, mens vi var travlt optaget af at bladre igennem rejsekataloger, bygge udestuer og sætte fladskærmsfjernsyn op.

Vi står overfor en kæmpemæssig udfordring, for kun gennem den samme organiseringsstrategi, gennem en demokratisering af vores organisation, gennem større aktivitet og engagement kan vi selv med den nye regering forbedre vores position, øge vores styrke og opnå de sejre, der er nødvendige for at flere søger vores fællesskab. Men vi har en fordel. Vi ved hvad, der skal til, for vi har været der før.

Hvordan forbedrer vi demokratiet i vores organisation?
- Jo, hvis vi starter i toppen, så skal vi sikre alle lige adgang til for- og næstformandsposterne.
I 2010 vedtog 3Fs kongres den såkaldte mangfoldighedsaftale, og ved samme lejlighed opfordrede man afdelingerne til så hurtigt som muligt at implementere denne aftale, senest pr. 1. januar, 2013. Den bør vi tiltræde fra og med førstkommende generalforsamling (hvilket jeg også tidligere har opfordret til).
- Sikringen af den siddende formand ved, at et nederlag på generalforsamlingen skal konfirmeres ved en urafstemning, skal væk (fra og med næstkommende generalforsamling).
- Vi er nødt til at kvalificere vores valghandlinger i forbindelse med valg til bestyrelsen og i den forbindelse kræve, at man som kandidat præsenterer sig for generalforsamlingen, så man ikke bare stemmer på en indstilling fra gruppebestyrelserne.
- Vi må sikre, at alle grupper fungerer optimalt med jævnlige møder og sikre valghandlinger.
- Bestyrelsesreferater skal være tilgængelige for medlemmerne og bestyrelsesmøderne åbne for medlemmer.

Hvilke organiseringsformer skal vi benytte?
- Vi skal arbejde for den størst mulige tilknytning af medlemmerne til afdelingen.
- Invitere samtlige medlemmer af de respektive grupper til OK-møder, valg til gruppebestyrelsen, debat- og emneaftener.
- I langt højere grad bruge telefonen eller en endda endnu mere direkte, personlig kontakt med medlemmerne – ud over naturligvis annoncering og internet-baseret kommunikation.
- Huset skal være et samlingspunkt for medlemmerne – også gerne uden for åbningstiden, og der må gerne tænkes alternativt; kor, bibliotek, motionsrum, læsegrupper, foredragsaftener, familiearrangementer ved fastelavn og jul, udlejning af det store lokale til medlemmerne i forbindelse med familiefester.
- Medlemsbladet skal bruges mere målrettet til at gøre medlemmerne opmærksomme på hvad, de får ud af deres medlemspenge; heri skal vi berette om sager, vi har vundet for medlemmerne; problemstillinger, der er aktuelle for medlemmernes arbejdssituation; udover selvfølgelig at reklamere for medlemsaktiviteterne i afdelingen.

Hvordan bliver vi mere synlige og udadvendte?
- Vi er nødt til nøje at følge den politiske udvikling på national og europæisk plan – men naturligvis i særdeleshed på Bornholm. Et dagsordenspunkt for kommunalbestyrelsen må ikke overraske os.
- Vi har brug for at engagere bestyrelsen og medarbejderne i afdelingen i disse opgaver.
- Derfor er det vigtigt, at arbejdsmiljøet hurtigst og bedst muligt forbedres. Selvom det måske er blevet bedre, siden vi virkelig skrabede bunden, så lader situationen stadig meget tilbage at ønske.
I den sammenhæng vil jeg bare sige, at det ikke er min erfaring, at man får medarbejdere til at yde fuldt efter evne ved at forringe deres arbejdsvilkår. Det er min erfaring, at man kommer længst ved at udvise tillid til medarbejdernes evne til at koordinere arbejds- som fritid og lede ved eksemplets magt.
- Vi skal have tilbageerobret det HB-medlemskab, som blev sat over styr i efteråret 2010.
- Og så vi skal benytte oplagte chancer idérigt, bl.a. i forbindelse med store folkelige arrangementer såsom Folkemødet, Fair-Trade koncerten, Dyreskuet, Wonderwall og naturligvis 1. maj. Igen her har vi brug for at engagere medlemmer, bestyrelsen og ansatte.

Ole Dreyer fra SF har i dag valgt at melde sig ind i Venstre. Fred være med det. Det er jo ikke de første tilnærmelser, han har gjort ad den vej.
Men han tager dog fejl, når han tror, han uden protester kan tage mandatet med.
Ole fik 101 personlige stemmer, kun 0,4 % af samtlige stemmer ved sidste kommunalvalg. SF havde måtte nøjes med 3 mandater, om ikke der var blevet indgået et valgteknisk forbund med Enhedslisten, hvorfor Ole som gruppens 4. mand sidder på vores stemmer.
Det er okay, at man finder ud af, at man er valgt på et forkert grundlag, eller at man hen ad vejen bliver klar over, at man hellere vil være formand for DGI Bornholm, men så melder man sig ud og trækker sig fra sine valgte poster. Man tager ikke et mandat med sig, som tilhører andre!
Det er politisk tyveri og vælgerbedrag.

Så kom den. Bogen, jeg for snart længe siden oversatte, nemlig Carl Seeligs Vandringer med Robert Walser. D. 12. december udkommer bogen på Forlaget Arena. Læs mere her

af Enhedslisten Bornholms bestyrelse

Nyheden om, at 100 fuldtidslandbrug forsvinder i løbet af nogle få år, sådan som DR Bornholm kunne fortælle mandag, er udtryk for en syg strukturudvikling i et truet erhverv. Udviklingen med færre brug, med en mere og mere industrialiseret og miljøbelastende produktion er ikke bæredygtig. Hverken miljømæssigt eller økonomisk.

Liberaliseringen af landbrugsloven åbner op for ejerformer, hvor der ikke er bopælspligt, ikke er begrænsning på størrelsen på bedriften, og hvor udenlandske kapitalfonde kan overtage produktionen.

Den enorme gæld (360 mia. kr. på landsplan) gør, at mange landmænd er på randen af konkurs. I årevis har landmændene måttet finansiere deres driftsunderskud og forbrug ved at belåne stigningen i jordpriserne. Umiddelbart før den finansielle krise satte ind, blev der handlet jord i Danmark til priser helt oppe omkring 350.000 kroner pr. hektar. En sådan hektarpris havde ingen landmand skyggen af chance for at forrente, den kunne kun bruges som pseudosikkerhed for at låne endnu flere penge. Filosofien hed stort er godt. Godt var det ikke, men braget, når de falder, bliver utvivlsomt stort. Bankerne er ikke uden skyld. Ivrigt har de opfordret til udvidelser og investeringer, og når man fortsat holder hånden over landbruget, skyldes det i høj grad frygt for, at bankerne også går konkurs.

Men vi må spørge os selv, er det det, vi ønsker? At landmændene fortsat skal jage en merprofit ud fra forestillingen om, at driftsunderskuddet blot skyldes bedriftens ”begrænsede” kapacitet? At brugene skal opkøbes af store selskaber, der trimmer produktionen, så miljøet presses til det yderste, og arbejdspladser rationaliseres bort?

I Enhedslisten tror vi på en anden vej. En mere ekstensiv økologisk produktion med færre husdyr og mindre miljøbelastning. I takt med, at landbrug går konkurs, eller ikke kan lave generationsskifte på grund af den enorme investering, der skal til, kunne en statslig jordbrugerfond overtage bedriften og lave forpagtningsaftale med den tidligere ejer. Eller man kan lave jordrentebrug, hvor der stadig er selveje, men hvor jorden forpagtes af staten, så den holdes spekulationsfri.

Det vil kunne sikre en mindre miljøbelastende og økologisk produktion, som til gengæld har flere arbejdspladser. Det viser al erfaring. Det ville sikre, at et trængt erhverv vil kunne vinde sin selvbestemmelse tilbage i stedet for at være i lommen på støtteordninger og kreditforeninger.

Ikke siden Megafons måling fra d. 6. januar har en meningsmåling givet de borgerlige partier flertal. Og det skyldes ikke, at der ikke har været mange; mere end 60 i løbet af de seneste 8 måneder.

Meget tyder altså på, at et såkaldt rødt flertal er uomgængeligt. Men hvis flertallet er afhængigt af de Radikale, bliver forringelserne af efterlønnen ikke taget af bordet.

Det bør få dig, der almindeligvis stemmer på Dansk Folkeparti til at spørge dig selv: Vil jeg have efterløn eller ej?

Skulle du ende med et ja til dette spørgsmål, bør du trods andre meningsforskelle stemme på venstrefløjen og i særdeleshed Enhedslisten. Vi er nemlig den eneste sikre garant for efterlønnen.

Vi skaber arbejdspladserne
Beskæftigelsen er vores største udfordring på Bornholm. Regeringens filosofi har været den, at behandler man bare de arbejdsløse tilstrækkeligt dårligt, skal de nok finde et arbejde. Arbejdsløshed er imidlertid ikke noget, nogen bevidst stræber efter. Vi er overbeviste om, at alle mennesker ønsker at yde efter evne. Opgaven består i at flette et arbejdsmarked sammen, der kan møde folks kompetencer og stoppe den aktiveringspolitik, der nedværdiger mennesker, presser løn- og ansættelsesforhold, i realiteten fjerner reelle jobs og erstatter dem med tilskudsjobs.
Forringelserne på dagpengeområdet skal rulles tilbage og efterlønnen skal bevares. Vi har allerede stor arbejdsløshed, og afskaffelsen af efterlønnen, fjernelsen af mulighederne for efteruddannelse og forarmelsen ved tab af dagpenge er alt sammen blot mekanismer til at trykke lønnen - og den skal ikke ned, ligesom arbejdstiden heller ikke skal op!

Vi arbejder for omstilling
En anden stor udfordring, som Bornholm og resten af verden står overfor, hedder: CO2-reduktion. I Danmark udleder vi årligt 12 tons CO2 pr. indbygger, og vi skal ned under 1 ton inden 2050. Men det er som om, vi endnu ikke helt har fattet alvoren. Vi står overfor en total omvæltning af vores samfund og tror stadig, at alt bliver som før.
Lad os begynde fra en ende, så vi kan overskue udfordringerne. Lad os begynde med at energirenovere den offentlige bygningsmasse. Det skaffer såvel folk i arbejde samtidigt med, at vi reducerer CO2-udledningen.
Vi skal dog også skifte de fossile brændstoffer ud. Vores energi skal produceres ved ikke-fossile, ikke-nukleare, men vedvarende processer; vind, sol, bølgekraft og geotermi.
Vores transportbehov skal reduceres drastisk, gods skal i højere grad transporteres til vands frem for til lands, den kollektive transport skal være markant billigere, elbiler skal fritages for afgifter, og vi er nødt til at fremme delebilsordninger.
Det landbrug vi har for øjeblikket, skal erstattes af et andet, der ikke udleder giftstoffer, som ikke producerer de samme mængder kød og ikke bruger medicin som vækstfremmere, der ikke er dybt afhængig af en fossildreven maskinpark, men som beskæftiger mange mennesker og producerer sunde, økologiske fødevarer.

Vores alle sammens bank
Landbruget har det økonomisk svært. Det skyldes i høj grad alt for høje jordpriser. Som samfund har vi holdt hånden over dem ved at hjælpe dem økonomisk, men det har blot fastholdt jordprisernes himmelhøje niveau. Vores hjælpende hånd skyldes dog nærmere frygt for yderligere bankkrak. Som med landbruget har vi i forhold til bankerne også holdt hånden over virksomheder, der grundlæggende er syge. Lad os benytte lejligheden med de mange bankkrak til at etablere en almennyttig bank, hvor almindelige lønmodtagere kan have deres lønkonti og låne penge, uden frygt for at de skal forsvinde som dug for solen.

En flygtningepolitik vi kan være bekendt
Anstændigheden skal tilbage i dansk udlændingepolitik. Vi skal igen tage ansvar for mennesker på flugt fra krig og forfølgelse, og øge antallet af modtagne kvoteflygtninge. Samtidigt skal borgere i Danmark have ret til at leve med den, de elsker, uanset om ægtefællen stammer fra USA, Thailand, Syrien eller er pæredansk, og uanset om vedkommende er professor eller pædagog. Det burde være en selvfølgelighed, men det er det ikke længere.

Hvor har vi pengene?
Enhedslisten vil aflyse skattelettelserne for dem, der tjener mere end en halv million kr. om året. Vi vil stramme op over for de multinationale selskaber, som ikke betaler skat i Danmark. Vi vil indføre en afgift på aktiespekulation og beskatte Nordsøolien, så vi alle får del i fortjenesten af vores fælles ejendom. Vi vil beskatte kapitalindkomst som arbejdsindkomst og sikre, at udenlandsk arbejdskraft aflønnes efter gældende overenskomst, hvilket i sig selv vil øge skatteindtægterne med omkring 10 milliarder kr. årligt.

X ved Ø

Formand for Venstres Ungdom, Jakob Engel-Schmidt er ude med riven, fordi Enhedslisten på sit årsmøde i weekenden blev enige om at støtte tøjfirmaet Fighters+Lovers med 10.000 kr. Pengene er et beskedent bidrag til den regning for sagsomkostninger på næsten en million, som Fighters+Lovers har fået efter at have båret en principiel sag gennem samtlige af landets tre retsinstanser.

Jakob Engel-Schmidt udtaler således i Politiken (23/5/11, læs her), at ”Enhedslisten ikke har respekt for retssystemet”, at ”det at give penge til denne organisation er en legitimering af det, de har gjort” og ”at Fighters+Lovers har givet penge til mennesker og soldater, der slår andre mennesker ihjel.”

Men det er alt sammen helt forkert. Det er ikke at udvise disrespekt for domstolene, at hjælpe dømte med at betale for sagsomkostninger. Det ville være disrespekt ikke at betale regningen. Enhedslisten har ikke magt til at underkende nogen domstols afgørelse, men det er rigtigt, at vi er mange i partiet, der ikke mener, at kendelsen er korrekt. For det som Fighters+Lovers agtede, men aldrig fik mulighed for at støtte, var frihedsbevægelser på linje med den danske modstandsbevægelse under krigen, og støtten var konkret en støtte til PFLP og FARC’s ytringsfrihed, nemlig til henholdsvist et plakatværksted og en radiostation.

Det er ikke for at forklejne Venstre Ungdoms viden udi støtte til terror, at jeg skriver dette. Jeg mindes da, at tidligere VU-formand Lars Løkke Rasmussen i 1988 egenhændigt tog til Afghanistan for at overrække 600.000 kr. til mudjaheddin-bevægelsen (læs: Taliban).

Fighters+Lovers havde til hensigt med civile midler at støtte en legitim frihedskamp for demokrati, mens Løkke og Venstres Ungdom reelt og med militære midler støttede forløberne til Taliban i en nok legitim, men reaktionær frihedskamp.

De seneste dages forhandlinger om regeringen 2020-plan har vist, at kun et rødt flertal giver mulighed for reelle forbedringer af almindelige menneskers levevilkår. Selvom de radikale fortsat peger på Helle Thorning-Schmidt som statsminister, så vil en situation efter et valg, hvor S og SF er afhængige af de radikales stemmer få endda meget svært ved at rette op på fallitboet efter VKO. Kun med et rødt flertal og Enhedslistens stemmer kan den 2-årige dagpengeperiode forlænges, kun med Enhedslistens stemmer kan efterlønnen sikres, kun med Enhedslistens stemmer vil der kunne laves væsentlig om på den fejlslåede aktiveringsindsats, hvor aktiverede arbejder uden at få løn, uden at de er sikret helt almindelige rettigheder og uden at de tjener timer til en ny dagpengeret. I Enhedslisten synes vi ikke, det er urimeligt at kræve løn for udført arbejde og at kræve en overenskomst. Hvor er vi ellers henne.

Men det er ikke det samme som, at alt bliver bedre blot fordi, der er rødt flertal. Det er ikke desto mindre den første forudsætning for forbedringer. Socialdemokraterne vil kun nødigt basere en regering udelukkende på Enhedslistens opbakning, men skulle valgresultatet falde ud, så de radikale bliver tungen på vægtskålen, er der derimod ingen garanti for hvad, den brede befolkning kommer til at lægge ryg til.

Det er helt uacceptabelt, at Bornholmerfærgen bruger polsk mandskab på sommersejladsen mellem Ystad og Rønne.

Ikke alene er det løndumping af værste skuffe, når de polske sømænd betales en løn, der hverken lever op til dansk eller for den sags skyld svensk overenskomst. Det er også sikkerhedsmæssigt helt vanvittigt, at man vil udsætte færgepassagerne for den fare, der vil kunne opstå i en nødsituation, hvor ingen blandt besætningen er i stand til at svare på spørgsmål eller vejlede passagerne. Bornholmerfærgens rationale er helt galt afmarcheret.

Det vil være i strid med den aftale, der i 2010 er indgået mellem Søfartsstyrelsen og rederiet, og desuden kan det undre, at man ikke lader til at have lært af situationen fra sidste år, hvor Søfartsstyrelsen endte med at kræve, at 8 af besætningsmedlemmerne skulle kunne tale og forstå et skandinavisk sprog. Det er ikke et tilstrækkeligt sikkerhedsmæssigt krav til en færge med en kapacitet på 1.397 passagerer, 260 biler og 50 lastbiler, men det er da mærkeligt, at rederiet starter helt forfra.

At den polsk-ejede færge Skania så også sejler under Bahamas-flag, beviser jo blot, at vi med Bornholmerfærgen har gøre med et firma, som dybest set kun har et for øje: hurtige penge. Man har jo for nylig fyret 60-70 medarbejdere, så det er jo ikke fordi, der mangler kvalificeret arbejdskraft, og mon ikke dette også er en misligholdelse af hovedkontrakten fra 2004 mellem Trafikstyrelsen og Bornholmstrafikken.

Der er således et væld af fejldispositioner og mulige krænkelser af kontrakter, aftaler og bekendtgørelser, som Enhedslisten Bornholm har bedt trafikordfører Per Clausen tage op i Folketinget.

Vi er ved at blive et rigtigt skævt samfund.
Det samfund, vi har kæmpet for i generationer, er ved at blive smadret.
Det fællesskab, der har opbygget det, er ved at blive splittet.
Vi sættes op mod hinanden.
Vi opfordres til at tænke på os selv.
Vi oplæres til egoisme.
Vi dyrker det private.
Vi præmieres for at være egennyttige.

Jeg arbejder i en a-kasse og møder her mange mennesker, og selvfølgelig mange arbejdsløse mennesker. Og det er et stort problem på og for Bornholm, måske vores største: den høje arbejdsløshed, det skrøbelige arbejdsmarked og den tilbagestående ledelse, man udsættes for.

Jeg hører om rigtig mange jobs, der bliver besat ved aktiveret personale. Arbejdsløse, der arbejder, men bare ikke får den løn, der tilkommer dem. Som end ikke tjener timer til en ny dagpengeret, men som bruger af den. Jeg gad godt vide hvor stor en del, de aktiverede udgør indenfor f.eks. pedelerne. Mere end halvdelen, vil jeg tro.

Jeg hører om rengøringsassistenter, der knokler en vis legemsdel ud af bukserne, på et tidspunkt af dagen, hvor resten af befolkningen stadig er i drømmeland - gå til latterlig hyre, løbe tør for supplerende dagpenge, for hvem kan ærligt talt holde til at gøre rent 37 timer om ugen, et helt arbejdsliv?

Jeg hører om nedslidte folk, der ikke kan få anerkendt slidgigt som en erhvervssygdom og som i det hele taget må vente længe på behandlingen af deres arbejdsskadesager.

Jeg kender masser af mennesker, der får brug for efterløn.

Jeg kender også folk, som med meget stor sandsynlighed vil løbe tør for dagpenge til næste sommer, som bor i eget hus og hvis ægtefælle har arbejde, hvorfor de næppe kan få kontanthjælp: De kommer til at gå fra hus og hjem, når den 2-årige dagpengeperiode udløber for dem.

Jeg møder en del unge mænd, der ikke kan få noget arbejde, og som derfor anser en udsendelse til f.eks. Afghanistan som en stor personlig oplevelse. Tænk sig at vi på den måde smider vores guld på gaden - og til hvad nytte?! Ikke for at glæde den hjemlige eller for den sags skyld den afghanske arbejderklasse i hvert fald.

Vi er faktisk ved at tabe ungdommen på gulvet. En hel generation.
De får tudet ørerne fulde om, at de skal løfte et stor læs, og kan se frem til et arbejdsliv, der tidligst kan slutte som 71-årig, hvis regeringen lykkes med at afskaffe efterlønnen.
De kan ikke få nogen praktikplads eller komme ind på den uddannelse, de gerne vil. I skolen bliver de målt og vejet, og sikkert som regel fundet for lette; de lærer, at de skal konkurrere med hinanden, og at deres individuelle evner er afgørende for hvor godt, de klarer sig.
De lærer mindre om fællesskab, de får ingenting at vide om arbejdsmarkedet og arbejderbevægelsens historie.
De vil komme til at se oliereservernes ophør i øjnene.
De kommer formentligt til at være vidne til en del flere oliekrige, end dem vi andre allerede har været bisiddere til.
De kommer til at være midt i al tumult, når CO2-balancen for alvor tipper.
De skal kæmpe os gennem den største økonomiske kæberasler siden børskrakket i 1929...
Og til dem siger regeringen, lønningerne herhjemme er for høje, velfærden er for god og goderne for lige fordelt. Der skal være mere konkurrence, og dem der falder, var det ikke meningen skulle blive stående.

Pres på lønudviklingen er et gennemgående moment ved alle regeringens beskæftigelsesudspil. Men vi ved jo godt, at regeringen ikke mener, at alle skal have mindre - nej nogle få skal have mere, og det er de samme få, som i forvejen har mere end alle os andre til sammen. De skal have skattelettelser, også selvom det har vist sig, at det ikke sætter gang i nogen nævneværdig hjemlig produktion. Men de skal have skattelettelser ene og alene af den årsag, at skattegrundlaget for den offentlige velfærd dermed forsvinder.
Bliver den offentlige velfærd for ringe,
- får vi gennemført for mange besparelser på børnepsykiatrien
- lukket for mange skoler og plejehjem,
- bliver ventelisterne på de offentlige sygehuse for lange, så vil dem der har råd vælge privat.

Solidariteten ryger også ud med badevandet, så valgene bliver ensomme. Hvis man kan sælge en andelslejlighed, man selv har købt for 100.000 til en 1.000.000, tror jeg de færreste vil spekulere over hvad, det er for et boligmarked, vi skaber.

Siger man nej til en arbejdsgiverbetalt forsinkring, der løfter én selv og ens kone og børn ud af ventelisterne til sygehuset, også selvom man godt ved, hvad det betyder for dem, der ikke er forsikrede?
Det er ikke frie valg, som regeringen kalder det, det er ensomme valg. Det er valg, som burde tages i vores politiske system, fordi vi hver især ikke er i stand til at tage den beslutning, der på lang sigt gavner os.

Men regeringen synes jo også, der er andre, der skal have mere. Mærsk fik ligefrem penge for at flytte arbejdspladser ud af landet i forbindelse med den nærtforestående lukning af Lindø. Ja, og så selvfølgelig de gode venner i landbruget. De modtager årligt omkring 10 milliarder kr. i støtte fra EU, og i samme uge som sidste års store velfærdsslagtning – det regeringen (sikkert på opfordring fra EU) kaldte genopretningspakken, gav fødevareminister Henrik Høegh dem søreme en skattelettelse. De slap for at betale sammenlagt 1,2 milliarder kr. om året i jordskat - i samme uge! De er ikke kede af det.

Og det behøver vi heller ikke være. Vi kan nemlig glæde os over, at det her med stor sandsynlighed og især hvis, vi alle lægge kræfterne i, bliver den sidste 1. maj under VKO. Se det er sgu’ da glædeligt!

Der er fortsat en masse at kæmpe for.
Der er en masse at rette op på efter VKO, og der er masser af uopdyrket land. Og hvis vi står samme, alle os her og alle jeres venner og familie og ikke mindst jeres arbejdskolleger, så er vi ikke til at komme uden om, og ved I hvorfor, fordi vi er de mange. Jeg havde fornøjelse af at være i Odense d. 2. februar i år, hvor fagbevægelsen lykkedes at samle næsten 6.000 mennesker til forsvar for efterlønnen. Følelsen af at være så mange er følelsen af at være stærk, ikke alene, mit lille, ensomme ego, nej stærk sammen med andre, som var vi en mur, der ikke kunne væltes.

Jeg tror på, at folk har fået nok, de mange har fået nok, fået nok af VKO, og jeg synes, de har fortjent bedre. Vi skal ha’ en ny regering! Og den skal være ny af såvel navn som gavn. For vi skal ha’ en ny politik!

En ny politik, der stopper privatiseringen af den offentlige sektor.
Som sætter omsorg, læring, helbred, miljø, fællesskab over profithensyn.
Som ikke må deltage i røvertogter udenlands for at få den hjemlige økonomi til at hænge sammen.
Som ikke kvæler det kommunale selvstyre og sende besparelser videre, udi i kommunerne.
En ny politik, der ikke baserer sig på mistillid til andre mennesker, om de kommer fra andre lande eller er arbejdsløse.
Som ikke lader børn sidde 10 år i Sandholmlejren.
Som er anstændig og har respekt for mennesker.
Som ikke reducerer mennesker til en nummer i den bureaukratiske kø.
En ny politik, der tør tage ligheden alvorlig.
Der tør tage skeen i den anden hånd og få vendt skuden.
Der godt kan se, at de store firmaers solidaritet med resten af os andre, det være sig indenlandske eller mulitnationale firmaer, kan ligge på et meget lille sted.
En politik, der omfordeler, og som gør det, selvom EU siger, vi ikke må.
En politik, der tager hensyn til de mange og ikke servicerer nogle ganske få.
En politik, der sikrer os vores tilkæmpede forhold og rettigheder på arbejdsmarkedet og fortsat forbedrer dem.
Som kommer i gang med den store udfordring, det er at omstille til vedvarende energikilder. Og de må for min skyld gerne starte ud for Arnager.
En politik, der tager hånd om det landbrug, vi har. De er på støtten og sprøjten og den eneste grund til, at de ikke for længst er blevet lukket, er, at så går bankerne også konkurs. Vi vil have en landbrug med arbejdspladser i, vi vil have et landbrug, der ikke forpester vores natur og grundvand, som ikke piner dyrene, ikke eksperimenterer med vores sundhed og sikkerhed og først og fremmest producerer sunde fødevarer.
Vi har brug for en politik, hvor fællesskabet giver mening, og egoisten er en idiot.

Vi har brug for en ny politik - god 1. maj!

Den libyske hær skulle angiveligt have brugt klyngebomber i byen Misrata. Den amerikanske udenrigsminister, Hillary Clinton har i den forbindelse udtalt, at: „der er intet, der overrasker mig, i forhold til, hvad Oberst Gaddafi kan finde på at gøre mod sin egen befolkning. Det er en bekymrende melding.“ Længere kan man næsten ikke drive hykleriet!

I december 2008 blev den såkaldte Oslo-aftale indgået om netop afskaffelsen af klyngebomber, og selvom mange lande underskrev denne, så glimrede netop USA ved sit fravær (Danmark tiltrådte noget nølende). Men NATO og militærorganisationens allierede har også selv i tidligere krige brugt klyngebomber med rund hånd. I krigen i det tidligere Jugoslavien (1999) blev der ifølge officielle tal kastet 1392 klyngebomber over 333 mål. De indeholdt omkring 290.000 sprænggranater, der hver sprænger i ca. 2.000 splinter og udretter særdeles modbydelige skader. Alene i de første måneder af krigen i Afghanistan kastede USA mindst 1210 klyngebomber med 250.000 sprænggranater. For Irak-krigen findes der ingen tal, men flere tusinde sprængladninger ligger stadig rundt omkring til fare for tilfældige forbipasserende. I krigen mod Libanon (2006) kastede Israel kolossale mængder klyngebomber, og omkring en million ikke-detonerede sprængladninger ligger nu til fare for befolkningen i det sydlige af Libanon. Alene i det første halve år efter krigens afslutning, blev 162 mennesker såret og 26 dræbt på grund af disse sprængladninger.

En talsmand for den libyske regering dementerede i weekenden udmeldelingen om brug af klyngebomber. Hans land bruger af moralske og retslige grunde ikke dette våben. Selvom de fleste udtalelser om brugen af disse våben er meget vage, så har repræsentanter fra den amerikanske organisation Human Rights Watch ikke desto mindre fundet granatdele fra klyngebomber. Disse stammer utvivlsomt fra en klyngebombe af type MAT-120, som det spanske firma Instalaza fabrikerer. Spanien har underskrevet Oslo-aftalen og angiveligt destrueret alle våben i 2009. Går man ind på Instalazas hjemmeside (www.instalaza.es/), vil man dog med egne øjne kunne bekræfte, at firmaet stadig producerer og forhandler netop MAT-120.